Til forsiden

Sådan søger man

I det følgende kan man læse om, hvordan man som dansk statsborger søger om familiesammenføring efter EU-retten, samt hvordan man ansøger om tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af ophold efter EU-reglerne.

Ved ansøgning om registreringsbevis/opholdskort på baggrund af disse regler anvendes ansøgningspakken EU/FA1 (Ansøgning om ægtefællesammenføring) eller ansøgningspakken EU/FA2 (Ansøgning om familiesammenføring med børn). Ansøgningen indgives til Udlændingestyrelsen eller en dansk ambassade eller et generalkonsulat i udlandet.

Ansøgning skal indgives samtidig med den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark eller i umiddelbar forlængelse heraf. Hvis et familiemedlem til en dansk statsborger søger om familiesammenføring efter EU-retten på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, vil Udlændingestyrelsen foretage en konkret vurdering af, om familiemedlemmets ansøgning er indgivet i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.

Der vil ved vurderingen heraf blive lagt vægt på baggrunden for, at ansøgningen er indgivet på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, herunder om familiemedlemmet af særlige arbejds- eller uddannelsesmæssige grunde har udskudt ansøgningen samt varigheden af den tidsmæssige forskel.

Registreringsbeviset, som udstedes til familiemedlemmer, der er EU/EØS-statsborgere eller schweiziske statsborgere, gives i form af et brev fra Udlændingestyrelsen. Registreringsbeviset gives uden en udløbsdato. Opholdskortet, som udstedes til familiemedlemmer, der er tredjelands-statsborgere, gives i form af et plastkort i kreditkortstørrelse fra Udlændingestyrelsen. Opholdskortet er tidsbegrænset.

Det har stor betydning for, hvor lang tid sagsbehandlingen tager, at ansøgningen er vedlagt de korrekte dokumenter. Udlændingestyrelsen kan give nærmere informationer om de nødvendige dokumenter samt om den forventede sagsbehandlingstid.

Tidsubegrænset ophold efter EU-reglerne har du mulighed for at ansøge om efter fem års ophold i Danmark. Du skal være familiemedlem til en dansk statsborger, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for personer, og med ret til ophold i Danmark efter EU-bekendtgørelsen. Detaljer om mulighed for tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-opholdsdirektivet er beskrevet i notatet "Notat om tidsubegrænset ophold efter opholdsdirektivet". Ansøgningsskemaet FA10 anvendes til ansøgning om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ophold som ægtefællesammenført efter EU-retten. 


Læs også:



Senest opdateret: 30-01-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Justitsministeriet
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre