Familiesammenføring til danske statsborgere efter EU-retten

EU-domstolens praksis viser dog, at en dansk statsborger i visse tilfælde vil være omfattet af EU-reglerne i sit eget land og blandt andet vil kunne få adgang til familiesammenføring på baggrund heraf.

Der kan således i visse tilfælde udstedes registreringsbevis eller opholdskort til en udlænding, der er familiemedlem til en dansk statsborger, som anvender EU's regler om fri bevægelighed for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, tjenesteydere, pensionerede arbejdstagere, pensionerede selvstændige erhvervsdrivende, pensionerede tjenesteydere, udstationerede, studerende eller selvforsørgende personer.

EU-domstolens praksis viser, at det ikke kan betragtes som omgåelse af den danske udlændingelovgivning, at man anvender EU-rettens fri bevægelighed med det formål at opnå familiesammenføring. Det afgørende er, at der er tale om et reelt slægtskabsforhold og/eller reelt ægteskab/registreret partnerskab/fast samlivsforhold, og at EU/EØS-statsborgeren reelt har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land (se nærmere i dommen Akrich (sag C-109/01)).

Familiemedlemmer til en dansk statsborger, som har opholdt sig i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan søge om at få udstedt et registreringsbevis, hvis familiemedlemmet er EU/EØS-statsborger eller et opholdskort, hvis familiemedlemmet er tredjelandsstatsborger.

Der skal ikke betales gebyr for ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne.

I det følgende kan man læse nærmere om hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få familiesammenføring efter EU-retten. Desuden kan man læse nærmere om hvilke betingelser, der som følge af EF-domstolens praksis ikke længere stilles.

Læs om EU- og EØS-statsborgeres mulighed for familiesammenføring i Danmark her

1. Fri bevægelighed

Den danske statsborger skal have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land eller Schweiz.

Der opstilles ikke et mindstekrav til opholdets længde i det andet EU/EØS-land eller Schweiz, som den danske statsborger har opholdt sig i, men det er en forudsætning, at han/hun reelt har udnyttet retten til ophold på baggrund af EU-reglerne.

Den danske statsborger skal have opholdt sig i et andet EU/EØS-land eller Schweiz som enten:

• arbejdstager,
• selvstændig erhvervsdrivende,
• tjenesteyder,
• pensioneret arbejdstager,
• pensioneret selvstændig erhvervsdrivende,
• pensioneret tjenesteyder,
• udstationeret,
• studerende ved en institution, der er godkendt eller finansieret af det offentlige, og kan forsørge sig selv under sit ophold eller
• selvforsørgende, det vil sige at pågældende skal råde over tilstrækkelige indtægter eller midler, så vedkommende ikke kan antages at ville falde det offentlige til byrde.

Hvornår betragtes en EU/EØS-statsborger som arbejdstager i EU-rettens forstand?

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags faktiske omstændigheder, om en EU/EØS-statsborger, herunder en dansk statsborger, kan betragtes som arbejdstager i EU-rettens forstand. Det er afgørende, om der er tale om udøvelse af faktisk og reel beskæftigelse. Ved vurderingen af, om der er tale om faktisk og reel beskæftigelse, lægges der vægt på, at den pågældende præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Beskæftigelse, der fremstår som et rent marginalt supplement, er udelukket fra anvendelsesområdet.

Det er derfor normalt en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse i minimum 10-12 timer ugentligt. Betingelsen om, at der normalt skal foreligge 10-12 timers ugentlig beskæftigelse, er baseret på EU-domstolens restpraksis, jf. EU-domstolens dom i Kempf (sag C-139/85) og Megner og Scheffel (sag C-444/93).

I den førstnævnte sag var der tale om en beskæftigelse på 12 timer ugentligt, og i den sidstnævnte sag har EU-domstolen slået fast, at en lønnet beskæftigelse, hvorved arbejdstiden normalt ikke overstiger 18, 12 eller endog 10 timer ugentligt, ikke udelukker, at den person, der udøver den, anses for arbejdstager i EU-rettens forstand.

EU-domstolen har i dommen Genc (sag C-14/09) fastslået, at kriterier såsom ret til betalt ferie, løn under sygdom, arbejdsforholdets tidsmæssige udstrækning, samt om man er dækket af en overenskomst, skal indgå i den samlede konkrete vurdering af, om et arbejdsforhold, hvor det ugentlige timetal ikke overstiger 10-12 timer, er reelt og faktisk. I den konkrete sag var der tale om 5,5 timers ugentlig beskæftigelse.

EU-domstolen tog ikke stilling til, om en ugentlig arbejdstid på 5,5 timer, som den konkrete sag omhandlede, var tilstrækkelig til at være omfattet af arbejdstagerbegrebet, eller om der var tale om beskæftigelse af rent marginal karakter, da det blev overladt til medlemsstaten at foretage denne vurdering.

Der kan ikke ved vurderingen af, om en person kan anses som værende arbejdstager, fastsættes en nedre grænse for, hvor længe arbejdsforholdet skal have varet.

EU-domstolen har i dommen Franca Ninni-Orasche (sag C-413/01) fastslået, at en tidsbegrænset kontrakt på 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, at der var tale om en arbejdstager i EU-rettens forstand. Sagen vedrørte uddannelsesstøtteområdet, og der blev på baggrund heraf udstedt en vejledning til kommunerne for, hvornår en person skal anses som arbejdstager. Vejledningen vedrører ansættelsesforhold, der på forhånd er aftalt til at have en kort varighed. I vejledningen er fastsat en tidsgrænse på 10 uger i sådanne sager. Det understreges dog, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering.

Der skal således altid foretages en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag. EU-domstolens 10-ugers grænse i Ninni-Orasche-dommen kan alene anses for at være et eksempel på en sag, hvor et arbejde af 10 ugers varighed ansås for tilstrækkeligt.

En EU/EØS-statsborger, som har en tidsubegrænset ansættelse, men som ophører med arbejdet efter mindre end 10 uger, vil efter omstændighederne kunne opfylde betingelserne for at være arbejdstager i EU-rettens forstand, ligesom en person, der har arbejdet mere end 10 uger, ikke altid vil opfylde betingelserne, f.eks. fordi der ikke er tale om reelt arbejde.

Har en dansk statsborger, som arbejder i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, men som bevarer sin bopæl i Danmark, ret til familiesammenføring efter EU-retten?

En dansk statsborger, som arbejder i et andet EU-land, men som har bevaret sin bopæl i Danmark, er ikke omfattet af reglerne om fri bevægelighed og har følgelig ikke adgang til familiesammenføring på baggrund af EU-rettens regler.

2. Reelt og faktisk ophold

Den danske statsborger skal have etableret et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land eller Schweiz.

For at et familiemedlem til en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land, har ret til ophold efter EU-reglerne, er det bl.a. en betingelse, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i det EU/EØS-land, hvor han/hun f.eks. har arbejdet.

Kravet om, at den danske statsborger skal have haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land betyder, at der skal være tale om en faktisk og reel flytning til landet. Flytningen skal være en realitet, og der må ikke blot være tale om et kortvarigt ophold for eksempel på et hotelværelse.

Herudover opfylder en dansk statsborger, som har haft fremlejet et værelse eller har været tilflyttet en c/o adresse hos slægtninge eller bekendte for en kortvarig periode, som udgangspunkt ikke kravet om at have etableret et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land.

Til forskel herfra opfylder en dansk statsborger, som har haft et længerevarende ophold i en lejelejlighed på grundlag en tidsubegrænset lejekontrakt eller i en bolig, som pågældende har købt, umiddelbart kravet om etablering af et reelt og faktisk ophold.

Der vil dog skulle foretages en konkret og individuel vurdering af samtlige konkrete omstændigheder i sagen, hvor ovennævnte forhold skal indgå.

Udlændingestyrelsen vurderer ud fra oplysningerne i ansøgningsblanketten og de til blanketten vedlagte dokumenter, om kravet om reelt og faktisk ophold kan anses for opfyldt.

Hvis Udlændingestyrelsen ud fra de fremsendte oplysninger vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land, vil der blive krævet yderligere dokumentation herfor.

I det følgende gives eksempler på dokumenter, som en dansk statsborger vil kunne fremvise for at dokumentere, at han/hun har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU-land:

• dokumentation for adresser, herunder udskrifter fra et folkeregister om, at ansøgeren var bopælsregisteret,
• skøder på boligkøb, lejekontrakter for leje af bolig eller kvittering for huslejebetaling,
• dokumentation for, at den danske statsborger flyttede fra pågældendes tidligere bopæl, herunder dokumentation for, at pågældende opsagde lejemål, solgte sit hus, eller fremlejede sin bolig i en vis periode,
• indmeldelse af børn i skole, børnehave etc.
• dokumentation for sygesikringsnummer, eller særlige sygeforsikringer

Der er ikke tale om en udtømmende opregning af dokumenter, som en dansk statsborger har mulighed for at fremvise for at dokumentere et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land. Samtidig kan en ansøgning om familiesammenføring ikke afslås alene under henvisning til, at en dansk statsborger ikke har været i stand til at fremlægge et eller flere af ovennævnte dokumenter.

Under alle omstændigheder foretager Udlændingestyrelsen en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.

En dansk statsborger, som ansøger om familiesammenføring i Danmark efter EU-retten, skal i forbindelse med ansøgningen på tro og love erklære, at han eller hun har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land. Erklæringen indgår som en del af ansøgningsblanketten.

3.Hvilke familiemedlemmer kan opnå familiesammenføring til en dansk statsborger efter EU-retten?

Følgende familiemedlemmer er omfattet af muligheden for at opnå familiesammenføring til en dansk statsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land:

• ægtefælle
• registreret partner
• fast samlever over 18 år
• direkte efterkommere under 21 år (dvs. børn, børnebørn, osv.) af den danske statsborger eller af ægtefællen/den registrerede partner/den faste samlever
• direkte efterkommere over 21 år (dvs. børn, børnebørn, osv.) af den danske statsborger eller af ægtefællen/den registrerede partner/den faste samlever, som forsørges af den danske statsborger eller af ægtefællen/den registrerede partner/den faste samlever
• slægtninge i opstigende linje (dvs. forældre, bedsteforældre, osv.) til den danske statsborger eller til ægtefællen/den registrerede partner/den faste samlever, der forsørges af den danske statsborger eller af ægtefællen/den registrerede partner/den faste samlever
• andre familiemedlemmer (dvs. søskende, fætre, kusiner m.v.) hvis de i det land de ankommer fra, forsørges af den danske statsborger eller er optaget i dennes husstand
• andre familiemedlemmer (dvs. søskende, fætre, kusiner m.v.) hvis alvorlige helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at den danske statsborger personligt plejer de pågældende

Du kan læse nærmere om kravene til forsørgelse under punkt 6 nedenfor.

4. Reelt slægtskabsforhold og/eller reelt ægteskab/registreret partnerskab/fast samlivsforhold

Der skal være tale om et reelt slægtskabsforhold og/eller reelt ægteskab/registreret partnerskab/fast samlivsforhold mellem den danske statsborger og familiemedlemmet.

Til brug for en ansøgning om familiesammenføring skal der fremvises dokumentation for, at der er etableret en familiemæssig tilknytning mellem den danske statsborger og familiemedlemmet forud for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, for eksempel en vielsesattest (i forhold til ægtefæller) eller en dåbsattest (i forhold til børn).

Hvis et familiemedlem til en dansk statsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land, først søger om familiesammenføring efter EU-retten på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, vil der blive foretaget en konkret vurdering af, om familiemedlemmets ansøgning er indgivet i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark. I den forbindelse er der udarbejdet et notat om tidsmæssig sammenhæng mellem en dansk statsborgers tilbagevenden til Danmark og ansøgning om ophold som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten.

Endvidere er det en forudsætning, at den danske statsborger og familiemedlemmet/ansøgeren har haft et reelt samliv i det EU/EØS-land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed. Kravet indebærer, at familiemedlemmet/ansøgeren har haft et ophold i det EU/EØS-land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed. Det bemærkes, at det er en betingelse, at familiemedlemmets/ansøgerens ophold i EU/EØS-landet finder sted under den periode, hvor den danske statsborger udnytter sin ret til fri bevægelighed. Der kan ikke stilles krav om, at familiemedlemmets/ansøgerens ophold i EU/EØS-landet har været lovligt.

Udlændingestyrelsen foretager også en konkret vurdering af, om der er tale om misbrug af EU-rettens regler, herunder om formålet med et ægteskabs eller et registreret partnerskabs indgåelse eller et samlivs etablering alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for familiemedlemmet.

En dansk statsborger og pågældendes ægtefælle/registrerede partner/faste samlever, som ansøger om familiesammenføring efter EU-retten i Danmark, skal derfor i forbindelse med ansøgningen på tro og love erklære, at formålet med ægteskabets eller det registrerede partnerskabs indgåelse eller samlivets etablering ikke alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for familiemedlemmet. Erklæringen indgår som en del af ansøgningsblanketten.

Hvis parret er gift eller registrerede partnere, skal ægteskabet/det registrerede partnerskab fortsat være gyldigt ved parrets indrejse i Danmark. Hvis parret er fast samlevende, skal samlivet fortsat bestå under indrejsen i Danmark og under det fortsatte ophold her i landet.

5. Økonomisk aktivitet ved tilbagevenden

Som en konsekvens af Eind-dommen behøver en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som

• arbejdstager,
• selvstændig erhvervsdrivende,
• tjenesteyder,
• pensioneret arbejdstager,
• pensioneret selvstændig erhvervsdrivende eller
• pensioneret tjenesteyder,

ikke at have en økonomisk aktivitet for at få familiesammenføring med sin ægtefælle/registrerede partner/faste samlevende og/eller sine/ægtefællens børn under 21 år ved sin tilbagevenden til Danmark.

Det følger således af dommen Eind (sag C-291/05), at:

"En tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en arbejdstager, der vender tilbage til den medlemsstat, hvori han er statsborger, efter at have udført lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, har i medfør af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1612/68, som ændret ved forordning nr. 2434/92 af 27. juli 1992, hvilken bestemmelse finder analog anvendelse, ret til ophold i den medlemsstat, hvori arbejdstageren er statsborger, selv om denne sidstnævnte ikke udfører reelt og faktisk arbejde dér."

Du kan læse nærmere om kravene til forsørgelse under punkt 6 nedenfor.

6. Forsørgelse af sig selv og sin familie

Der stilles forskellige krav til forsørgelse, alt efter hvilket opholdsgrundlag den danske statsborger har haft i det EU/EØS-land, hvor pågældende har udnyttet sin fri bevægelighed og afhængigt af, hvilke familiemedlemmer der søges om familiesammenføring med.

Der stilles ikke krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder (økonomisk aktiv) eller som pensioneret arbejdstager/selvstændig erhvervsdrivende/tjenesteyder (pensioneret økonomisk aktiv), ved ansøgning om familiesammenføring efter EU-retten i Danmark skal dokumentere, at pågældende kan forsørge sin ægtefælle/registrerede partner/samlevende, sine børn under 21 år og ægtefællens børn under 21 år. Dette gælder uanset, om pågældende for eksempel modtager kontanthjælp i Danmark.

Derimod kan der stilles krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som økonomisk aktiv eller som pensioneret økonomisk aktiv, og som ved sin tilbagevenden til Danmark søger om familiesammenføring med andre familiemedlemmer (som defineret i § 2, stk. 1, nr. 3-6, i EU-opholdsbekendtgørelsen) end pågældendes ægtefælle/registrerede partner/samlevende, sine børn under 21 år og ægtefællens/den registrerede partners/den samlevendes børn under 21 år, dokumenterer, at pågældende er i stand til at forsørge disse familiemedlemmer.

Herudover kan der stilles krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som studerende, og som ved en tilbagevenden til Danmark søger om familiesammenføring, erklærer eller dokumenterer, at pågældende råder over tilstrækkelige midler til sig selv og alle sine familiemedlemmer, herunder pågældendes ægtefælle/registrerede partner/samlevende, pågældendes børn under 21 år og ægtefællens/den registrerede partners/den samlevendes børn under 21 år.

Endvidere kan der stilles krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som selvforsørgende, dokumenterer, at han eller hun råder over tilstrækkelige midler til sig selv og alle sine familiemedlemmer, herunder pågældendes ægtefælle/registrerede partner/samlevende, pågældendes børn under 21 år og ægtefællens/den registrerede partners/den samlevendes børn under 21 år. 

Udlændingestyrelsen kan oplyse nærmere om, hvilke familiemedlemmer der kan få udstedt registreringsbevis eller opholdskort, og hvilke betingelser der skal være opfyldt.

7. Familiemedlemmets forudgående lovlige ophold i et andet EU/EØS-land

Som en konsekvens af dommen Metock (sag C-127/08) behøver familiemedlemmet, herunder den udenlandske ægtefælle/registrerede partner/faste samlever ikke have haft et forudgående, lovligt ophold i det EU/EØS-land eller Schweiz, hvor den danske statsborger hidtil har udnyttet retten til ophold.

Der følger således af Metock-dommen, at:

"Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som opstiller et krav om, at en tredjelandsstatsborger, som er ægtefælle til en unionsborger, som opholder sig i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger, forudgående skal have opholdt sig lovligt i en anden medlemsstat inden vedkommendes ankomst til værtsmedlemsstaten for at kunne drage fordel af bestemmelserne i dette direktiv."

Det forudsættes dog, at den danske statsborger og familiemedlemmet/ansøgeren har haft et reelt samliv i det EU/EØS-land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed.

Det følger således af dommen Eind (sag C-291/05) præmis 35-36, at:

"En statsborger i en medlemsstat kan afstå fra at forlade den medlemsstat, hvori han er statsborger, for at udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område, hvis han ikke har sikkerhed for at kunne vende tilbage til sin oprindelsesmedlemsstat, uanset om han er erhvervsmæssig beskæftiget i denne sidstnævnte stat eller ej.

Denne demotiverende virkning ville ligeledes opstå for fællesskabsborgeren ved den blotte udsigt til ikke at kunne fortsætte det samliv med sine nære slægtninge, som han måtte have indledt ved ægteskab eller familiesammenføring i værtsmedlemsstaten."

8. Danske statsborgere som leverer tjenesteydelser over grænserne

I helt særlige tilfælde har en dansk statsborger, som opholder sig i Danmark, og som leverer grænseoverskridende tjenesteydelser til andre EU/EØS-lande, mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten.

EF-domstolen har således i dommen Carpenter (sag C-60/00) fastslået, at en EU/EØS-statsborger, der opholder sig i sit eget land, men som leverer tjenesteydelser til borgere i andre EU/EØS-lande, under helt særlige omstændigheder har krav på familiesammenføring efter EU-reglerne i sit hjemland.

Der er tale om en meget konkret begrundet sag, som alene kan anvendes, hvis der foreligger konkrete omstændigheder, som svarer til de faktiske omstændigheder i sagen.

Carpenter-dommen vedrørte den britiske statsborger, Hr. Carpenter der leverede grænseoverskridende tjenesteydelser til kunder etableret i andre EU-lande og i Storbritannien. Hr. Carpenters virksomhed var etableret i Storbritannien, og han foretog forretningsrejser til andre EU-lande. Storbritannien udviste Hr. Carpenters ægtefælle, der var filippinsk statsborger, men EF-domstolen fastslog, at hun i kraft af EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser havde en afledet ret til at opholde sig i Storbritannien.

Hvis en dansk statsborger, som opholder sig i Danmark og leverer grænseoverskridende tjenesteydelser, ønsker at få udstedt registreringsbevis/opholdskort til sin udenlandske ægtefælle/registrerede partner/faste samlever eller til deres børn under 21 år, skal følgende krav derfor være opfyldt:

• Den danske statsborgers ægtefælle og børn under 21 år (tredjelandsstatsborgeren) skal være indrejst lovligt til Danmark.
• Den danske statsborger skal opholde sig i Danmark og herfra levere en grænseoverskridende tjenesteydelse i forhold til et andet EU/EØS-land eller Schweiz.
• Den danske statsborger skal have forretningsrejser til de øvrige EU-lande, hvortil der leveres tjenesteydelser.
• Den danske statsborgers levering af tjenesteydelserne skal udgøre en stor del af den pågældendes erhvervsmæssige aktiviteter, dels i Danmark, dels i andre EU-lande.
• Formålet med et ægteskabs/registreret partnerskabs indgåelse eller et samlivs etablering må ikke alene være at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for ansøgeren. Hvis parret er gift eller registrerede partnere, skal ægteskabet/det registrerede partnerskab fortsat være gyldigt ved den udenlandske ægtefælles/registrerede partners indrejse i Danmark. Hvis parret er fast samlevende, skal samlivet fortsat bestå under indrejsen i Danmark og under det fortsatte ophold her i landet.
• Parret skal have etableret et reelt familieliv i Danmark.

Der vil kunne kræves dokumentation for, at ovennævnte betingelser er opfyldt.

9. Tidsubegrænset ophold

Som familiemedlem til en dansk statsborger, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for personer, og med ret til ophold i Danmark efter EU-bekendtgørelsen, har du mulighed for efter fem års ophold i Danmark at ansøge om tidsubegrænset ophold i Danmark. Detaljer om mulighed for tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-opholdsdirektivet er beskrevet i notatet "Notat om tidsubegrænset ophold efter opholdsdirektivet".

Læs også:

• Sådan søger man
• Muligheder for genoptagelse
• EU-opholdsbekendtgørelsen