Til forsiden

Vold mod en tidligere ægtefælle/partner

Der kan ikke gives opholdstilladelse, hvis den herboende ægtefælle inden for de seneste 10 år ved endelig dom i Danmark er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for personfarlig kriminalitet mod en tidligere ægtefælle/partner.

Dette omfatter blandt andet voldtægt, jf. straffelovens § 216, manddrab, jf. § 237, simpel og grov vold, jf. §§ 244-246, ulovlig tvang, herunder tvang til at indgå ægteskab, jf. § 260, frihedsberøvelse, jf. § 261 og menneskehandel, jf. § 262 a.

Dispensation

Karensperioden kan fraviges, hvis ganske særlige grunde taler for det. Det kan fx være, hvis kriminaliteten kan tilskrives en psykisk lidelse, der i mellemtiden er kureret, et ophørt alkohol- eller narkotikamisbrug, eller hvis der er forløbet mange år siden ægteskabets indgåelse, og parret har samlevet i en længere periode, og utvivlsomt ønsker at fortsætte samlivet.

Det forhold, at parret har børn sammen, eller at de ikke har mulighed for at tage ophold sammen i et andet land, kan ikke i sig selv føre til en fravigelse af dette krav.



Senest opdateret: 18-01-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre