Hvordan man stiller økonomisk sikkerhed
Den økonomiske sikkerhed kan stilles i form af enten en anfordringsgaranti eller en deponeringskonto.
En anfordringsgaranti er en garanti, som den herboende ægtefælles pengeinstitut stiller overfor kommunalbestyrelsen i bopælskommunen. Hvis kommunen har haft udgifter til fx starthjælp eller kontanthjælp til den udenlandske ægtefælle, vil kommunen kræve udgifterne dækket af garantien.
En deponeringskonto er en konto i et pengeinstitut, som den herboende ægtefælle indsætter beløbet på, og som kommunalbestyrelsen i bopælskommunen har pant i. Det betyder, at det kun er kommunen, som har adgang til kontoen. Hvis kommunen har haft udgifter til fx starthjælp eller kontanthjælp til den udenlandske ægtefælle, vil kommunen kræve udgifterne dækket af kontoen.
Den herboende ægtefælle skal først stille sikkerheden, når Udlændingestyrelsen beder om det.
Sikkerhedsstillelsen skal gælde i 4 år fra opholdstilladelsens udstedelse og skal være uopsigelig i gyldighedsperioden.
Hvis den udenlandske ægtefælle ikke får tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse efter 4 år, skal der stilles en ny sikkerhed på samme beløb, eller den sikkerhedsstillelse, som allerede er stillet, skal forlænges.
Nedsættelse og frigivelse af sikkerhedsstillelsen
Alle henvendelser vedrørende nedsættelse eller frigivelse af sikkerhedsstillelsen skal rettes til bopælskommunen.
Man kan ansøge om, at sikkerhedsstillelsen nedsættes med halvdelen af det beløb, der er stillet sikkerhed for, når den udenlandske ægtefælle har bestået sin afsluttende danskprøve.
Sikkerhedsstillelsen kan frigives, hvis den udenlandske ægtefælle:
- har fået tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse
- har fået opholdstilladelse på et andet grundlag
- er død
Sikkerhedsstillelsen kan også frigives, hvis den udenlandske ægtefælles opholdstilladelse er udløbet, bortfaldet, inddraget eller nægtet forlænget og det kan dokumenteres, at den udenlandske ægtefælle er udrejst af Danmark. Desuden skal eventuel økonomisk hjælp, der er udbetalt til den udenlandske ægtefælle, være inddrevet.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at ægtefællerne ikke længere lever sammen, eller at de har søgt om eller har fået bevilget separation/skilsmisse.