Til forsiden

Kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse

Ved familiesammenføring skal ægtefællen/partneren i Danmark (referencen) stille en økonomisk garanti på 62.231 kr. (2010-niveau).

Garantien er beregnet til dækning af kommunens eventuelle fremtidige udgifter til hjælp til den udenlandske ægtefælle/partner efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, fx kontanthjælp eller starthjælp.

Bemærk, at for ansøgninger indgivet i 2009 er beløbet 60.011 kr.

Den økonomiske sikkerhed kan stilles i form af enten en anfordringsgaranti eller en deponeringskonto.

En anfordringsgaranti er en garanti, som referencens pengeinstitut stiller overfor kommunalbestyrelsen i referencens bopælskommune. Hvis kommunen har haft udgifter til fx starthjælp eller kontanthjælp til den udenlandske ægtefælle/partner, vil kommunen kræve udgifterne dækket af garantien.

En deponeringskonto er en konto i et pengeinstitut, som referencen indsætter beløbet på, og som kommunalbestyrelsen i referencens bopælskommune har pant i. Det betyder, at det kun er kommunen, som har adgang til kontoen. Hvis kommunen har haft udgifter til fx starthjælp eller kontanthjælp til den udenlandske ægtefælle/partner, vil kommunen kræve udgifterne dækket af kontoen.

Referencen skal først stille sikkerheden, når Udlændingeservice beder om det.

Sikkerhedsstillelsen skal gælde i 7 år fra opholdstilladelsens udstedelse og skal være uopsigelig i gyldighedsperioden. Sikkerheden vil dog kunne frigives under visse nærmere omstændigheder, fx når den udenlandske ægtefælle/partner får tidsubegrænset opholdstilladelse, og kommunens evt. udgifter er dækket.

Man kan ansøge om, at sikkerhedsstillelsen nedsættes med halvdelen af det beløb, der er stillet sikkerhed for, når den udenlandske ægtefælle/partner har bestået sin afsluttende danskprøve eller modtaget bevis for aktiv deltagelse ved afslutningen af danskuddannelsen.



Senest opdateret: 04-01-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice