Flygtninge eller personer med beskyttelsesstatus
Hvis den herboende ægtefælle er kommet til Danmark som flygtning eller har beskyttelsesstatus og blev givet opholdstilladelse efter enten udlændingelovens § 7 eller § 8, kan Udlændingestyrelsen i visse tilfælde fravige et eller flere af kravene for ægtefællesammenføring.
Når Udlændingestyrelsen modtager en ansøgning om ægtefællesammenføring, hvor den herboende ægtefælle oprindeligt kom til Danmark som flygtning eller med beskyttelsesstatus, vil Udlændingestyrelsen foretage en vurdering af, om ansøgeren fortsat risikerer forfølgelse i sit hjemland, eller, hvis ægtefællerne ikke har samme hjemland, om ægtefællerne ville kunne bo sammen i fx den ansøgende ægtefælles hjemland.
Hvis den herboende ægtefælle fortsat risikerer forfølgelse i sit hjemland, og parret heller ikke kan bo sammen i fx ansøgerens hjemland, vil Udlændingestyrelsen fravige de supplerende betingelser for ægtefællesammenføring.
Hvis den herboende ægtefælle ikke længere risikerer forfølgelse i sit hjemland, fx hvis der er forløbet mange år siden han/hun flygtede fra landet, eller hvis situationen i hjemlandet er forbedret, vil Udlændingestyrelsen som udgangspunkt stille alle krav for at give tilladelse til ægtefællesammenføring.