Udsendelsescentrene
Udlændingestyrelsen driver i samarbejde med Dansk Røde Kors to udsendelsescentre.
De to udsendelsescentre er Center Sandholm, der ligger i Allerød kommune, og Center Avnstrup, der ligger i Lejre kommune.
På udsendelsescentrene bor der som hovedregel asylansøgere, som ikke samarbejder med politiet om deres udrejse efter, at de har fået endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark og har overskredet fristen for udrejse.
Særlige forhold
På de to udsendelsescentre gælder visse særlige forhold, som adskiller sig fra forholdene på de almindelige opholdscentre:
Beboerne vil sædvanligvis være omfattet af kostpengeordningen. Det indebærer, at de ikke får udbetalt penge til andet end kost. På Center Sandholm får en del af beboerne dog heller ikke udbetalt penge til kost, idet der er cafeteriaordning, dvs. at beboerne tilbydes et gratis måltid tre gange dagligt. Læs mere om
kostpengeordningen.
Der er ekstra vagtbemanding for at sikre, at det kun er personer med lovligt ærinde, som har adgang til centret. Det betyder, at det kun er personer, som er inviteret af beboerne, der får adgang til centrene.
Der er i et vist omfang politi til stede på centret for at sikre rolige forhold.
Beboere i udsendelsesposition, der ikke medvirker til deres udrejse, kan ikke modtage danskundervisning, være i ekstern praktik eller deltage i intern produktionsvirksomhed.