Til forsiden

Udsendelseshindrede

Når en udlænding får endeligt afslag på asyl i Danmark, skal han eller hun rejse ud af landet straks.

Når udrejse ikke er mulig

Hvis udlændingen ikke frivilligt forlader Danmark, kan politiet udsende udlændingen med tvang. Nogle gange er det dog ikke muligt at udsende en udlænding - fx fordi, det ikke kan lade sig gøre at få udstedt et pas til ham/hende. En udlænding, der skal udrejse, skal imidlertid medvirke til sin udsendelse, herunder medvirke til at fremskaffe pas og rejsedokumenter og i øvrigt samarbejde med politiet.

Hvis politiet i mindst 18 måneder har forsøgt at udsende en udlænding, hvis udlændingen har samarbejdet med politiet om det, og hvis politiet anser udsendelsen for udsigtsløs, kan Udlændingestyrelsen give en midlertidig opholdstilladelse til udlændingen.

De tre betingelser skal alle være opfyldt for at få opholdstilladelse. Hvis en udlænding fx ikke samarbejder med politiet om sin udsendelse, kan udlændingen ikke få en midlertidig opholdstilladelse, selv hvis politiet ikke i praksis kan udsende udlændingen til sit hjemland.

En opholdstilladelse, der bliver givet på grund af udsendelseshindringer, gælder i første omgang for 12 måneder. Herefter kan udlændingen søge om at få tilladelsen forlænget. Det forudsætter, at det fortsat ikke er muligt for udlændingen at udrejse frivilligt eller for politiet at udsende den pågældende.



Senest opdateret: 01-02-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre