Dublin-forordningen
Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene, som skal sikre, at en asylansøgning, der indgives i et af EU-landene, behandles af ét og kun ét af landene. Forordningen er omfattet af Danmarks retlige forbehold, men Danmark har tiltrådt forordningen med en parallelaftale.
Forordningen skal forhindre, at en asylansøger får behandlet sin ansøgning i flere EU-lande samtidigt, og forhindre, at en asylansøger bliver kastebold mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for at behandle hans/hendes ansøgning.
Dublin-forordningen trådte for Danmarks vedkommende i kraft den 1. april 2006 som afløser for Dublin-konventionen. Indholdet af Dublin-forordningen svarer i vidt omfang til Dublin-konventionen.
Forordningen placerer ansvaret for en asylansøgning
Forordningen indeholder først og fremmest nogle kriterier for hvilket EU-land, der er ansvarligt for at behandle en given asylansøgning. Efter disse kriterier ligger ansvaret - i prioriteret rækkefølge - hos:
- Det land, hvor ansøgerens nærmeste familie allerede opholder sig.
- Det land, der eventuelt har udstedt en opholdstilladelse eller et visum til ansøgeren.
- Det første EU-land, som ansøgeren lovligt eller ulovligt er rejst ind i.
- Det land, hvor ansøgeren eventuelt allerede har ansøgt om asyl.
Hvordan bruges forordningen i praksis?
Når en udlænding kommer til Danmark og søger om asyl, har Nationalt Udlændinge Center (NUC) som det første til opgave at fastlægge asylansøgerens identitet, nationalitet og rejserute. Nationalt Udlændinge Center undersøger herunder, om ansøgeren allerede har været i kontakt med udlændingemyndighederne i et eller flere af de andre EU-lande. Hvis det er tilfældet, skal ansøgeren måske slet ikke have sin ansøgning behandlet i Danmark.
Hvis Udlændingeservice vurderer, at et andet EU-land på grundlag af Dublin-forordningen er ansvarlig for en asylansøgning, vil dette land normalt blive bedt om at overtage ansvaret for ansøgningen. Hvis det pågældende land påtager sig ansvaret, vil asylansøgeren blive overført til landet og få sin asylansøgning behandlet der.
Hvis det viser sig, at asylansøgeren allerede får en asylansøgning behandlet i et andet EU-land, vil han/hun blive ført tilbageført til dette land.
Sagsbehandlingstider
Den indledende sagsbehandling, hvor det bliver undersøgt, om en asylsag skal behandles i Danmark eller i et andet EU-land, tager i gennemsnit 3 måneder. Der kan dog gå op til 6 måneder. Dette tal gælder for de ansøgninger, der ender med at blive behandlet i Danmark.