Til forsiden

Ansøgning om asyl

En udlænding, som indrejser i Danmark uden opholdsgrundlag (opholdstilladelse eller visum) og søger om asyl, kaldes en spontan asylansøger.

Udlændinge kan søge om asyl på tre måder:

  • Ved personlig henvendelse til en politistation, herunder politistationen i Københavns Lufthavn.
  • Ved personlig henvendelse til modtagecenter Sandholm.
  • Ved skriftlig henvendelse til Udlændingestyrelsen eller politiet, også via en advokat eller anden partsrepræsentant. Der er ingen formkrav til en skriftlig ansøgning om asyl. Det er dog vigtigt, at asylansøgerens identitet og opholdssted tydeligt fremgår af henvendelsen.

En spontan asylansøger, som skriftligt ansøger om asyl til Udlændingestyrelsen eller politiet, vil blive bedt om at henvende sig i modtagecenter Sandholm for at blive registeret og indkvarteret.

Asylansøgere, som ikke afvises på grænsen, registreres og får taget foto og fingeraftryk af politiet. Herefter indkvarteres asylansøgerne ved Røde Kors' foranstaltning i modtagecenter Sandholm, hvorefter den videre asylsagsbehandling iværksættes. På baggrund af politiets undersøgelser beslutter Udlændingestyrelsen, om asylsagen skal behandles i Danmark eller i et andet land som følge af Dublin-forordningen. Læs mere om Dublin-forordningen.

En udlænding med opholdsgrundlag (opholdstilladelse eller visum) i Danmark kan også søge om asyl. Ansøgningen kan indgives på tre måder:

  • Ved personlig henvendelse til en politistation et sted i Danmark.
  • Ved personlig henvendelse til modtagecenter Sandholm.
  • Ved skriftlig henvendelse til Udlændingestyrelsen eller politiet, også via en advokat eller anden partsrepræsentant. Der er ingen formkrav til en skriftlig ansøgning om asyl. Det er dog vigtigt, at asylansøgerens identitet og opholdssted tydeligt fremgår af henvendelsen.

Umiddelbart efter, at ansøgningen er modtaget, vil asylansøgeren blive bedt om at henvende sig til nærmeste politistation for at blive registreret og så taget foto og fingeraftryk. Derefter vil Udlændingestyrelsen bede ansøgeren udfylde et asylansøgningsskema, og han/hun vil derefter blive indkaldt til en samtale i Udlændingestyrelsen. I asylansøgningsskemaet og til samtalen med Udlændingestyrelsen skal ansøgeren fortælle om baggrunden for, at han/hun søger om asyl i Danmark. Læs mere om behandlingen af asylansøgninger.

Man kan ikke søge om asyl fra udlandet

Man kan kun ansøge om asyl i Danmark, hvis man opholder sig i Danmark. Personer, som opholder sig i udlandet, kan altså ikke søge om asyl i Danmark via en dansk repræsentation (ambassade eller generalkonsulat) eller ved skriftlig henvendelse til Udlændingstyrelsen eller Justitsministeriet.



Senest opdateret: 01-02-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre