Trainees
En udlænding har mulighed for at få opholds- og arbejdstilladelse som trainee for at arbejde i en virksomhed i Danmark i en kortere periode med det formål at uddanne sig.
Nordiske statsborgere behøver ikke opholdstilladelse men kan frit indrejse, bo og arbejde i Danmark.
EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere, som ønsker at opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, kan være omfattet af særlige regler.
Læs mere om statsborgere fra EU og Norden.
Hvis man allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse, behøver man ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.
Det er udlændingens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis man arbejder ulovligt i Danmark, kan man udvises af landet, og både udlændingen og arbejdsgiveren kan straffes med bøde eller fængsel.
Betingelser
Man kan få opholds- og arbejdstilladelse som trainee, hvis særlige erhvervs- og uddannelsesmæssige hensyn taler for det. Disse hensyn vil typisk være opfyldt, hvis:
en udlænding, der er ansat i et moder-, søster- eller datterselskab i udlandet, kommer til Danmark med henblik på at videreuddanne sig inden for det danske datter-, søster- eller moderselskab og efterfølgende rejser tilbage til sit arbejde i udlandet
et dansk selskab, der skal etablere et datterselskab i udlandet, har behov for at oplære/uddanne en udlænding inden for eksempelvis dansk produktion, virksomhedsledelse, know-how mv. med henblik på efterfølgende ansættelse af den pågældende i selskabet i udlandet
et selskab i Danmark ønsker at ansætte en udlænding, fra hvis hjemland selskabet har en etableret kundekreds, med det formål, at han eller hun i udlandet skal varetage selskabets interesser. I den forbindelse har udlændingen behov for uddannelse/oplæring inden for eksempelvis dansk produktion, virksomhedsledelse, know-how mv.
For at få opholds- og arbejdstilladelse som trainee skal følgende betingelser være opfyldt:
Ansøgeren skal være trainee i en dansk virksomhed
Der skal være særlige erhvervsmæssige grunde til, at trainee-arbejdet skal udføres af den pågældende udlænding
Der skal være tale om et dokumenteret strategisk samarbejde/partnerskab mellem virksomheden i Danmark og en virksomhed/organisation i ansøgers hjemland
Ansøgeren skal gennemgå et uddannelses- og/eller kursusforløb i virksomheden i Danmark. En beskrivelse af dette forløb skal være vedlagt ansøgningen. Forløbet skal sætte ansøgeren i stand til at vende tilbage med henblik på at bruge den uddannelse/træning, som han eller hun har opnået i Danmark
Løn- og ansættelsesvilkår skal være almindelige efter danske forhold
Det samlede trainee-ophold i Danmark skal være på maksimum 24 måneder.
Varighed
Trainees kan få opholds- og arbejdstilladelse for højst et år ad gangen med mulighed for forlængelse, dog ikke for længere tid end kontraktperioden. Det samlede trainee-forløb kan højst vare 24 måneder.
Ansøger kan få en opholdstilladelse, som er gyldig 1 måned forud for ansættelsesperiodens start, på betingelse af at ansøger erklærer, at han/hun kan forsørge sig selv og sin evt. familie i 1 måned forud for starten på ansættelsesperioden. Hvis ansøger ikke erklærer dette, vil en eventuel opholdstilladelse være gyldig 14 dage forud for ansættelsesperiodens start.
Hvis ens jobkontrakt er udløbet, eller man er blevet uforskyldt ledig, og man finder et nyt job, skal man ansøge om en ny opholds- og arbejdstilladelse. Det samme gælder generelt ved jobskifte. Man kan godt starte på sit nye job inden, man har fået en ny opholds- og arbejdstilladelse, hvis man blot indgiver ansøgning senest på dagen, hvor man begynder på sit nye job.
Hvis man ansøger om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelsen, kan man fortsætte arbejdet, mens Udlændingeservice behandler ansøgningen, hvis det foregår under de hidtidige vilkår og hos den samme arbejdsgiver.
Opholdstilladelsen kan kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.
Familiemedlemmer
Hvis man har fået opholds- og arbejdstilladelse som trainee, kan man medbringe sin ægtefælle/registrerede partner/faste samlever samt hjemmeboende børn under 18. Det er en forudsætning, at familien bor sammen, og at familien kan forsørge sig selv. Hvis ens ægtefælle/registrerede partner/samlever får opholdstilladelse, har han/hun ret til at arbejde så længe, opholdstilladelsen er gyldig.
Ansøgning
Læs mere om, hvordan man ansøger om opholds- og arbejdstilladelse.