Sportsfolk
En udlænding har mulighed for at få opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde i Danmark som professionel idrætsudøver eller træner.
Nordiske statsborgere behøver ikke opholdstilladelse men kan frit indrejse, bo og arbejde i Danmark.
EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere, som ønsker at opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, kan være omfattet af særlige regler.
Læs mere om statsborgere fra EU og Norden.
Hvis man allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse, behøver man ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.
Det er udlændingens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis man arbejder ulovligt i Danmark, kan man udvises af landet, og både udlændingen og arbejdsgiveren kan straffes med bøde eller fængsel.
Betingelser
Der skal være særlige sportslige eller idrætsmæssige grunde til, at arbejdet skal udføres af ansøgeren, og det er en betingelse, at løn- og ansættelsesforhold er sædvanlige efter danske forhold.
Opholds- og arbejdstilladelsen som professionel idrætsudøver eller træner skal være baseret på en hovedbeskæftigelse og ikke en bibeskæftigelse. Det vil sige, at der normalt skal være tale om fuldtidsbeskæftigelse på 37 timer om ugen. I særlige situationer og på områder, hvor det er sædvanligt, kan der dog gives opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af deltidsbeskæftigelse, dog ikke til arbejde i mindre end 20 timer om ugen.
Der skal være tale om minimum 20 timer hos samme arbejdsgiver. Flere klubber kan således ikke 'gå sammen' om at ansætte en træner for på den måde at dele lønudgifterne.
Der indhentes normalt en udtalelse fra det relevante forbund. Forbundet skal udtale sig om, hvorvidt der er særlige idrætsmæssige grunde til, at arbejdet som træner eller idrætsudøver i den pågældende klub skal udføres af ansøgeren.
Forbundet skal endvidere udtale sig om, hvorvidt de væsentligste løn- og ansættelsesforhold, som er anført i kontrakten, er sædvanlige efter danske forhold.
Forhåndsudtalelse fra idrætsforbund
For at sikre en hurtigere sagsbehandling kan arbejdsgiveren/idrætsklubben på forhånd indhente en udtalelse fra det relevante idrætsforbund ved at bede forbundet udfylde nedenstående blanket.
Når arbejdsgiveren har modtaget forbundets udtalelse, vedlægges udtalelsen ansøgningen sammen med ansættelseskontrakten.
> Forhåndsudtalelse fra idrætsforbund
Varighed
Man kan få en opholdstilladelse, som er gyldig 1 måned forud for ansættelsesperiodens start, på betingelse af at man erklærer, at man kan forsørge sig selv og sin evt. familie i 1 måned forud for starten på ansættelsesperioden. Hvis man ikke erklærer dette, vil en eventuel opholdstilladelse være gyldig 14 dage forud for ansættelsesperiodens start.
Hvis ens jobkontrakt er udløbet, eller man er blevet uforskyldt ledig, og man finder et nyt job, skal man ansøge om en ny opholds- og arbejdstilladelse. Det samme gælder generelt ved jobskifte. Man kan godt starte på sit nye job inden, man har fået en ny opholds- og arbejdstilladelse, hvis man blot indgiver ansøgning senest på dagen, hvor man begynder på sit nye job.
Opholdstilladelsen kan kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.
Bibeskæftigelse
Hvis man har fået opholds- og arbejdstilladelse som professionel idrætsudøver, er det muligt også at få tilladelse til bibeskæftigelse.
For at få tilladelse til bibeskæftigelse, skal man indgive en ansøgning vedlagt et konkret ansættelsestilbud. Det er et krav, at bibeskæftigelsen opfylder de sædvanlige danske løn- og ansættelsesvilkår for området.
Det er endvidere en betingelse for at få tilladelse til bibeskæftigelse,
at man er tilbudt beskæftigelse hos en af hovedarbejdsgiverens sponsorer, eller
at den tilbudte bibeskæftigelse har en vis sammenhæng med udlændingens professionelle idrætsudøvelse.
Hvis der er tale om beskæftigelse hos en sponsor, skal der fremlægges dokumentation for sponsoratets størrelse og for sponsoratets længde.
En tilladelse til bibeskæftigelse vil bero på en konkret og individuel vurdering.
Bibeskæftigelse vil som udgangspunkt ikke kunne danne grundlag for en selvstændig opholds- og arbejdstilladelse.
Familiemedlemmer
Hvis man har fået opholds- og arbejdstilladelse som professionel idrætsudøver eller træner, kan man medbringe sin ægtefælle/registrerede partner/faste samlever samt hjemmeboende børn under 18. Det er en forudsætning, at familien bor sammen, og at familien kan forsørge sig selv. Hvis ens ægtefælle/registrerede partner/samlever får opholdstilladelse, har han/hun ret til at arbejde så længe, opholdstilladelsen er gyldig.
Ansøgning
Læs mere om, hvordan man ansøger om opholds- og arbejdstilladelse.