Til forsiden

Opholdstilladelse for at opnå dansk autorisation som læge

Udenlandske læger, som er uddannet i lande uden for EU/EØS har mulighed for at få en særlig opholds- og arbejdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som læge. Tilladelsen gives for, at den udenlandske læge kan gennemføre den faglige og sproglige opkvalificering, der er nødvendig for at opnå dansk autorisation som læge.

Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark til særlige grupper
> XG1

Man har kun mulighed for at få denne særlige opholdstilladelse, hvis Sundhedsstyrelsen på forhånd har vurderet, at ens lægelige grunduddannelse er egnet som grundlag for at opnå dansk autorisation. Denne vurdering fra Sundhedsstyrelsen skal vedlægges ansøgningen.

Vær opmærksom på, at det er ulovligt at arbejde i Danmark, hvis man ikke har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Det gælder også i forbindelse med den evalueringsansættelse, som er et led i kvalifikationsforløbet for at opnå dansk autorisation som læge.

Varighed og forlængelse

Opholdstilladelsen gives i første omgang for 2 år og kan forlænges i yderligere 2 år, hvis man i forbindelse med ansøgningen om forlængelse dokumenterer at have bestået den danske sprogtest, som er nødvendig for at opnå dansk autorisation.

Det er ikke muligt at få opholdstilladelsen forlænget ud over sammenlagt 4 år.

Opholdstilladelsen kan desuden generelt kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.

Krav om selvforsørgelse

Det er en betingelse for at få opholdstilladelsen, at man kan forsørge sig selv og eventuelle medfølgende familiemedlemmer under opholdet i Danmark. Ansøgningen skal vedlægges dokumentation for dette.

Man skal dokumentere at råde over et beløb svarende til starthjælp i et år.

Der er forskellige satser for starthjælp, afhængigt af personens alder, og om personen har forsørgerpligt. Læs Vejledning om satser mv. 2012.

Den månedlige starthjælpssats er (2011-niveau):

  • 5.367 kr. for personer under 25 år, som er udeboende
  • 6.472 kr. for enlige personer, der er fyldt 25 år
  • 5.367 kr. pr. person for gifte eller samlevende personer
  • 1.342 kr. pr. barn (max. 2 tillæg pr. familie) for gifte eller samlevende forældre
  • 1.619 kr. pr. barn (max. 2 tillæg pr. familie) for enlige forældre

Dokumentation kan fx være udskrift fra bankkonto.

Eksempel

Hvis man ønsker at få opholdstilladelse og ønsker at medbringe sin ægtefælle/partner og sit barn, skal man dokumentere, at man råder over 5.367 kr. pr. måned til at forsørge sig selv, 5.367 kr. pr. måned til at forsørge sin ægtefælle/partner og 1.342 kr. pr. måned til at forsørge sit barn.

Man skal altså i alt dokumentere, at man råder over (5.367 + 5.367 + 1.342) x 12 = 144.912 kr. (svarende til starthjælp i et år).

Bemærk: Hvis ens barn/børn søger om opholdstilladelse alene, uden at ens ægtefælle/partner (barnets/børnenes anden forælder) samtidig søger om opholdstilladelse, er den månedlige starthjælpssats 1.619 kr. pr. barn.



Senest opdateret: 23-01-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre