Koncernordningen
Koncernordningen gør det lettere for virksomheder, der er etableret i Danmark, at hente medarbejdere med særlige evner eller kvalifikationer fra udenlandske dele af virksomheden til Danmark i forbindelse med opgaver af innovativ, projektmæssig eller uddannelsesmæssig karakter.
Koncernordningen indebærer, at en medarbejder fra en udenlandsk del af virksomheden kan få en
koncernopholdstilladelse i Danmark, og herefter - inden for opholdstilladelsens gyldighedsperiode - skiftevis arbejde i Danmark og i udlandet, uden at opholdstilladelsen bortfalder.
Normalt vil en opholdstilladelse automatisk bortfalde, når man opgiver sin bopæl i Danmark, eller når man har opholdt sig uden for landet i mere end 6 måneder. For at tage ophold i Danmark igen vil man da skulle søge om en ny opholdstilladelse. Disse bortfaldsregler gælder imidlertid ikke for koncernopholdstilladelser.
Nordiske statsborgere behøver ikke opholdstilladelse men kan frit indrejse, bo og arbejde i Danmark.
EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere, som ønsker at opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, kan være omfattet af særlige regler.
Læs mere om statsborgere fra EU og NordenHvis man allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse, behøver man ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.
Det er ens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis man som udlænding arbejder ulovligt i Danmark, risikerer man udvisning, og både udlænding og arbejdsgiver i Danmark kan straffes med bøde eller fængsel.
Betingelser
For at man kan få en koncernopholdstilladelse, skal en række betingelser være opfyldt. En del af disse betingelser angår selve virksomheden og dens koncernstatus. Før den udenlandske medarbejder søger om koncernopholdstilladelse, vil det derfor være en fordel for virksomheden på forhånd at have fået en koncerngodkendelse. Det er ikke et krav, at virksomheden på forhånd har en koncerngodkendelse, men hvis den har, kan efterfølgende ansøgninger om koncernopholdstilladelse i forbindelse med konkrete ansættelser behandles betydeligt hurtigere.
Koncerngodkendelse
En koncerngodkendelse kan gives til en dansk virksomhed, som er del af en international koncern med udenlandske moder-, søster- eller datterselskaber, eller som har divisioner, filialer eller kontorer i udlandet. Virksomheden skal opfylde følgende betingelser:
- Virksomheden skal kunne dokumentere at være en del af en international koncern, der er omfattet af moder-, søster- eller datterselskab eller at have afdelinger, divisioner, filialer eller kontorer i mindst ét andet land end Danmark. Virksomheden skal oplyse om de relevante koncernrelationer
- Der skal være minimum 10 ansatte i den danske virksomhed
- Løn og ansættelsesvilkår skal generelt på den danske virksomhed være sædvanlige efter danske forhold. Er virksomheden ikke omfattet af overenskomst, skal den erklære, at den lever op til dette krav
- Den danske virksomhed skal være registreret hos SKAT som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven
- Den danske virksomhed må ikke være ramt af lovlig konflikt
- Antallet af udenlandske ansatte med koncernopholdstilladelse skal stå i rimeligt forhold til det samlede antal ansatte
- De relevante udenlandske enheder skal udføre reel virksomhedsdrift
Koncerngodkendelsen gives for tre år med mulighed for forlængelse. Ved forlængelse af godkendelsen er det et krav, at virksomhedens forhold fortsat lever op til betingelserne.
Koncernopholdstilladelse
En koncernopholdstilladelse kan gives til en udenlandsk medarbejder ved en dansk virksomheds koncernrelaterede selskab eller udenlandske afdeling, der skal arbejde for den danske virksomhed i forbindelse med et innovativt, udviklingsmæssigt eller uddannelsesmæssigt formål. Som ansøger skal man opfylde følgende krav:
- Man skal dokumentere, at man på ansøgningstidspunktet er fastansat i den udenlandske del af koncernen eller virksomheden. Ordningen omfatter således ikke vikarer
- Man skal ved ansættelsen hos den danske virksomhed dokumentere fortsat at have tilknytning til den udenlandske enhed. Der må ikke være tale om et egentligt skift af ansættelsesforhold
- Arbejdet i Danmark skal have et innovativt, projektmæssigt eller uddannelsesmæssigt formål. Der må ikke være tale om almindelige driftsopgaver. Der skal foreligge en erklæring fra virksomheden herom
- Ansættelsen skal i de perioder, hvor man opholder sig og arbejder i Danmark, foregå efter sædvanlige danske løn- og ansættelsesvilkår
Der stilles ikke specifikke krav til ansøgerens uddannelse.
Man må ikke påbegynde arbejdet hos den danske virksomhed, før man har fået en koncernopholdstilladelse.
Varighed
Hvis samarbejdet mellem virksomheden i Danmark og den udenlandske enhed ophører, vil ens opholdstilladelse normalt blive inddraget.
Hvis man finder et nyt job, skal man ansøge om en ny opholds- og arbejdstilladelse. Man kan starte arbejdet på sit nye job, inden man har fået en ny opholds- og arbejdstilladelse, hvis man indgiver ansøgningen senest på dagen, hvor man begynder på det nye job.
En opholdstilladelse kan kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.
Man kan få en opholdstilladelse, som er gyldig 1 måned forud for ansættelsesperiodens start, hvis man erklærer, at man kan forsørge sig selv og eventuelle medfølgende familiemedlemmer i 1 måned forud for starten på ansættelsesperioden. Hvis man ikke erklærer dette, vil en eventuel opholdstilladelse være gyldig 14 dage forud for ansættelsesperiodens start.
Familiemedlemmer
Hvis man har fået opholdstilladelse på baggrund af Koncernordningen, kan man medbringe sin ægtefælle/registrerede partner/faste samlever samt hjemmeboende børn under 18. Det er en forudsætning, at familien bor sammen, og at familien kan forsørge sig selv. Hvis ens ægtefælle/partner får opholdstilladelse, har han/hun ret til at arbejde så længe, opholdstilladelsen er gyldig.
Ansøgning
Læs mere om, hvordan man ansøger om opholds- og arbejdstilladelse
Kontaktpersonordningen
Hvis man repræsenterer en virksomhed med udenlandske ansatte, kan man få tildelt en kontaktperson i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, som kan vejlede om lovgivning og retningslinjer på erhvervsområdet.
Læs mere om kontaktpersonordningen