Til forsiden

Forskere

Forskere har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked.

Nordiske statsborgere behøver ikke opholdstilladelse men kan frit indrejse, bo og arbejde i Danmark. EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere, som ønsker at opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, kan være omfattet af særlige regler. Læs mere om statsborgere fra EU og Norden.


Hvis man allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse, behøver man ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.

Det er ens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis en man arbejder ulovligt i Danmark, kan  man udvises af landet, og både udlændingen og arbejdsgiveren kan straffes med bøde eller fængsel.

Betingelser

Der skal være særlige forskningsmæssige grunde til, at arbejdet skal udføres af en bestemt ansøger. Normalt anses arbejdet som forsker for at være så tæt knyttet til forskeren som person, at beskæftigelsessituationen i Danmark ikke er afgørende for, om forskeren kan få opholds- og arbejdstilladelse.

Man skal kunne fremvise en jobkontrakt eller et konkret jobtilbud, hvoraf løn og ansættelsesvilkår fremgår, og løn- og ansættelsesvilkår skal være sædvanlige efter danske forhold.

Forskere på kortere ophold kan være fritaget 

Forskere, videnskabsmænd og foredragsholdere behøver ikke en opholds- og arbejdstilladelse for at udføre undervisning, som de er indbudt til, hvis varigheden af det samlede ophold er under tre måneder regnet fra indrejsen.

Hvis forskeren kommer fra et visumpligtigt land, skal han/hun før indrejse have fået et visum, der gælder for hele opholdsperioden.

Hvis en forsker på forhånd forventer at opholde sig i Danmark i over tre måneder, skal han/hun før indrejse have fået opholds- og arbejdstilladelse, som gælder for hele opholdsperioden inklusive de første tre måneder.

Forskningspraktikanter

Udlændinge, der har en mastergrad, kan få opholds- og arbejdstilladelse, hvis de som led i deres videre uddannelse eller karriere skal beskæftige sig med forskning på en forskningsinstitution eller virksomhed i Danmark, der stiller lokaler og forskningsfaciliteter til rådighed, men ikke ansætter praktikanten. Da forskningsinstitutionen som udgangspunkt ikke udbetaler løn til praktikanten, skal han/hun kunne forsørge sig selv ved hjælp af egne midler eller ved hjælp af løn fra sin forskningsinstitution i hjemlandet eller virksomhed i hjemlandet på minimum 7.000 kr. pr. måned.

Varighed

En udenlandsk forsker kan få opholds- og arbejdstilladelse for ansættelsesforholdets varighed, dog højst for 4 år ad gangen.

Hvis ens jobkontrakt er udløbet, eller man er blevet ledig, og man finder et nyt job, skal man ansøge om en ny opholds- og arbejdstilladelse. Det samme gælder generelt ved jobskifte.

Forskningspraktikanter kan få opholds- og arbejdstilladelse for højst et år med mulighed for forlængelse. Der kan dog højst gives opholdstilladelse på 18 mdr. i alt.

Opholdstilladelsen kan kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.

Familiemedlemmer

Hvis man har fået opholdstilladelse som forsker eller forskningspraktikant, kan man medbringe sin ægtefælle/registrerede partner/faste samlever samt hjemmeboende børn under 18. Det er en forudsætning, at familien bor sammen, og at familien kan forsørge sig selv. Hvis ens ægtefælle/registrerede partner/samlever får opholdstilladelse, har han/hun ret til at arbejde så længe, opholdstilladelsen er gyldig.

Ansøgning

Læs mere om, hvordan man ansøger om opholds- og arbejdstilladelse.



Senest opdateret: 22-12-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre