Arbejde
Mange udlændinge kan uden videre bo og arbejde i Danmark. Nogle skal dog have opholds- og arbejdstilladelse. Muligheden for at arbejde i Danmark afhænger først og fremmest af ens nationalitet og kvalifikationer.
Nordiske statsborgere behøver ikke opholdstilladelse men kan frit indrejse, bo og arbejde i Danmark.
EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere, som ønsker at opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, kan være omfattet af særlige regler.
Læs mere om statsborgere fra EU og NordenHvis man allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse, behøver man ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.
Det er ens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis man som udlænding arbejder ulovligt i Danmark, risikerer man udvisning, og både udlænding og arbejdsgiver i Danmark kan straffes med bøde eller fængsel.
Reglerne gælder også ved frivilligt/ulønnet arbejde.
Generelle betingelser
Det er normalt en betingelse, at beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at give en udlænding opholds- og arbejdstilladelse. Når en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse behandles, lægges der normalt vægt på følgende kriterier:
- Om der er tilgængelig dansk eller herboende udenlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft inden for EU, som på kvalificeret vis vil kunne varetage det pågældende arbejde (gælder kun visse ansøgertyper)
- Om det pågældende arbejde er af en sådan særlig karakter, at opholds- og arbejdstilladelse kan anbefales. Fx kan man normalt ikke få opholds- og arbejdstilladelse til at udføre sædvanligt faglært arbejde, fx som tømrer og murer, eller ufaglært arbejde, fx som pizza-bager, bud, rengøringspersonale mv.
Det er et krav, at man kan fremvise en jobkontrakt eller et konkret jobtilbud, hvoraf løn og ansættelsesvilkår fremgår, og at løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter danske forhold.
I visse tilfælde kan det desuden være en betingelse, at man har fået fornøden autorisation eller lignende. Dette gælder eksempelvis læger, som skal have autorisation af Sundhedsstyrelsen.
I forbindelse med sagsbehandlingen vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at indhente en udtalelse fra den relevante brancheorganisation eller fra beskæftigelsesregionen.
Retsinformation om Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (nyt vindue)
Sundhedsstyrelsen om autorisation til sundhedspersoner (nyt vindue)
Styrelsen for Universiteter og Internationalisering om autorisation til lovregulerede erhverv (nyt vindue)
Særlige ordninger
Der findes en række ordninger, som gør det lettere for højt kvalificerede udlændinge at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark:
Positivlisten er en liste over de erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Personer uddannet inden for et af disse erhverv har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked.
Læs mere om Positivlisten
Beløbsordningen betyder, at udlændinge, som er tilbudt et job med en løn over et vist beløb, har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked.
Læs mere om Beløbsordningen
Koncernordningen gør det muligt for ansatte i en virksomhed i udlandet at blive udstationeret i virksomhedens danske datter-, søster-, moderselskab eller lignende i en periode.
Læs mere om Koncernordningen
Greencard-ordningen gør det muligt for højt kvalificerede udlændinge at komme til Danmark for at søge job samt efterfølgende at arbejde her.
Læs mere om Greencard-ordningen
Forskere har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked.
Læs mere om forskere
Trainees kan arbejde i en virksomhed i Danmark i en kortere periode for at uddanne sig.
Læs mere om trainees
Sportsfolk kan få lov at arbejde i Danmark som professionelle idrætsudøvere eller trænere.
Læs mere om sportsfolk
Selvstændige erhvervsdrivende kan få lov at drive virksomhed i Danmark.
Læs mere om selvstændigt erhverv
Visse grupper af udlændinge er undtaget fra de normale regler. Det gælder fx diplomater, visse musikere og andre optrædende, personale i transportbranchen samt visse tyrkiske statsborgere.
Læs mere om særlige grupper
Hvis man har haft opholdstilladelse i Danmark som fx flygtning eller familiesammenført, men ens opholdstilladelse er blevet inddraget eller nægtet forlænget, kan man få en ny opholdstilladelse, hvis man gennem længere tid har haft fast arbejde eller har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed.
Læs mere om fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft
Jobsøgning i Danmark
Der findes flere webportaler, databaser og cv-banker, som kan hjælpe under jobsøgningen.
Læs mere om jobsøgning i Danmark