Til forsiden

Ugens tal

29.01.2010

Stadig flere thailandske kvinder kommer i arbejde

Vidste du, at thailandske kvinders beskæftigelsesfrekvens er en af de højeste blandt indvandrere i Danmark samtidig med, at antallet af thailandske kvinder i Danmark er steget markant de seneste ti år?

De seneste ti år er andelen af thailandske kvinder (1) i den erhvervsaktive alder (16-64 år), som er i beskæftigelse, steget mærkbart. I 2001 var det 56 pct. af de thailandske kvinder, som var i beskæftigelse, i 2008 er dette tal steget til 70 pct.

Udviklingen i arbejdsmarkedstilknytningen blandt 16-64 årige thailandske kvinder, 2001, 2004 og 2008.

De thailandske kvinder i den erhvervsaktive alder (16-64 år) har i sammenligning med den samlede gruppe af indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande i Danmark en høj beskæftigelsesfrekvens. Mens 70 pct. af de thailandske kvinder er i beskæftigelse i 2008 er tallet for den samlede gruppe af ikke-vestlige indvandrerkvinder på 49 pct. Beskæftigelsesfrekvensen blandt thailandske kvinder har således nærmet sig frekvensen for de etnisk danske kvinder, som er på 77 pct. i 2008.

Arbejdsmarkedstilknytning blandt 16-64 årige kvinder fra Thailand, Danmark og ikke-vestlige lande i alt, 2008.

Fra 2001 til 2009 er antallet af thailandske kvinder bosat i Danmark steget med 39 pct. I 2001 boede der 4.235 thailandske kvinder i Danmark, mens dette tal er steget til 6.965 personer i 2009.

Antallet af thailandske kvinder bosat Danmark i perioden 2001-2009.

Størstedelen af de thailandske kvinder er bosat i Region Hovedstaden (43 pct.). De færreste er bosat i Region Nordjylland (10 pct.). Bosætningen blandt thailandske kvinder ligner således den man finder blandt øvrige indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande.

Du kan læse mere om generelle tal om befolkningen i publikationsrækken 'Tal og Fakta – befolkningsstatistik om indvandrere og efterkommere' eller selv hente oplysninger i 'Nøgletal om integration'.

Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til Økonomi- og Analysekontoret, e-post: oea@inm.dk.


(1) Her refereres til 1. generation af thailandske kvinder (kvinder der er indvandrede), 2. generation er ikke talt med (efterkommere). 





Senest opdateret: 29-01-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration