Til forsiden

Fra ministerkalenderen

29.10.2009

Københavnske erhvervsskoler får hjælp til at fastholde nydanske elever

Seks ud af ti nydanskere, der begynder på en erhvervsuddannelse, gennemfører ikke uddannelsen. Det store frafald får nu Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet til at samarbejde med københavnske erhvervsskoler om at nedbringe frafaldet blandt skolernes nydanske elever.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech besøger fredag den 30. oktober Teknisk Erhvervsskole Center (TEC). Besøget sker i anledning af, at Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet indgår et samarbejde med TEC-skolerne i Hvidovre, Gladsaxe, Ballerup og Frederiksberg, der det næste år vil få hjælp til at motivere unge nydanskere til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

I tæt samarbejde med de to ministeriers fælles rådgivningsenhed 'Fastholdelseskaravanen' igangsætter skolerne en række initiativer, der skal tiltrække nye elever og nedbringe frafaldet blandt nydanske unge på erhvervsuddannelserne.

TEC vil bl.a. forbedre skolernes formidlingsindsats over for forældre til potentielle elever, udvikle lektiehjælp, etablere elevkurser i praktikpladssøgning og kompetenceudvikle skolernes praktikpladsmedarbejdere.

Målsætningen for samarbejdet er, at frafaldet efter grundskoleforløbet blandt skolernes nydanske elever nedbringes med 40 pct. på et år. TEC-skolerne har tilsammen ca. 3.000 elever, hvoraf ca. 20 pct. er nydanskere.  

I 2008 har Fastholdelseskaravanen indgået et tilsvarende samarbejde med fem erhvervsskoler i Aalborg, Herning, Odense, Hillerød og Køge.

Fakta om Fastholdelseskaravanen
Fastholdelseskaravanen er en udgående rådgivningsenhed bestående af konsulenter fra Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet.

I perioden 2008-2011 skal Fastholdelseskaravanen i samarbejde med 24 udvalgte erhvervsskoler og otte produktionsskoler få flere nydanske unge til begynde på og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Fastholdelseskaravanen, der finansieres af satspuljemidler og midler fra Den Europæiske Socialfond, er en selvstædig del af Integrationsministeriets Brug for alle unge-indsats.

Læs mere om Fastholdelseskaravanen på 
www.brugforalleunge.dk.




Senest opdateret: 29-10-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre