Pressemeddelelse
08.10.2010
Ny firepartsaftale styrker den beskæftigelsesrettede integration
Regeringen, KL, LO og DA og har i dag indgået en ny firepartsaftale om integration. Aftalen skal styrke nydanskernes integration på arbejdsmarkedet og fremme væksten i Danmark. Det skal ske ved at igangsætte nye initiativer primært rettet mod unge nydanskere, ægtefælleforsørgede og nyankomne udlændinge.
Som led i firepartsaftalen er det bl.a. besluttet at igangsætte et integrationsprojekt, der skal give unge nydanskere bedre forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet.
Nøglen hertil er uddannelse, og parterne vil derfor i projektet bl.a. afprøve, hvordan man kan motivere unge nydanskere til at gå i gang med en ungdoms- eller erhvervsuddannelse.
Konkret skal det ske ved at tilbyde de unge sammenhængende forløb, hvor de bl.a. tilknyttes en arbejdsplads, der kan fungere som en ’træningsbane’. På arbejdspladserne vil de unge få mulighed for at afklare, hvilke kompetencer og ønsker de har til deres uddannelse og fremtidige job.
"Regeringens integrationspolitik har været en kæmpe succes. Men der er fortsat områder, hvor vi kan gøre det bedre. For få af de unge nydanskere gennemfører en uddannelse, der kvalificerer dem til arbejdsmarkedet. Det er et problem for integrationen og for samfundets vækstmuligheder. Derfor glæder det mig, at KL og arbejdsmarkedets parter som led i den nye aftale med regeringen bl.a. vil igangsætte initiativer, der gennem inddragelse af arbejdspladserne vil ruste de unge til at kunne gennemføre en uddannelse," siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Ifølge aftalen vil parterne også styrke indsatsen for at få ægtefælleforsørgede i arbejde og styrke kompetenceafklaringen af nyankomne udlændinge.
Parterne vil desuden sætte fokus på kvaliteten af danskundervisningen til udlændinge.
Læs mere om initiativerne i firepartsaftalen 2010 mellem regeringen, DA, LO, KL om styrkelse af den beskæftigelsesrettede integration (PDF)
Firepartsaftalen følger op på de forrige aftaler, der blev indgået i henholdsvis 2002 og 2006. Begge firepartsaftaler havde fokus på den virksomhedsrettede integrationsindsats, der bl.a. giver ledige nyankomne udlændinge mulighed for trinvis at blive integreret på arbejdsmarkedet ved at hjælp af danskkurser, virksomhedspraktik, løntilskud mv.
Yderligere oplysninger kan fås hos:Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration: Kontorchef Henrik Thomassen, tlf.: 33 95 45 88, og kommunikationschef Thomas Bille Winkel, tlf.: 29 29 63 96.
Beskæftigelsesministeriet: Kontorchef Stig Martin Nørgaard, tlf.: 35 28 82 19.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA): Direktør Henrik Bach Mortensen, tlf.: 33 38 92 99.
Landsorganisationen i Danmark (LO): LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, tlf.: 35 24 60 00.
Kommunernes Landsforening (KL): Chefkonsulent Birger Mortensen, tlf.: 33 70 38 00 eller pressekonsulent Vivian Jordansen, tlf.: 33 70 37 26.