Til forsiden

Pressemeddelelse

20.06.2010

Unge fra Vestegnen vandt DM i græsrodsintegration

I DM i græsrodsintegration vandt fire unge fra Vestegnen 25.000 kroner til at åbne lokale sportshaller i skoleferierne. I stedet for at hænge på gaden og kede sig skal Vestegnsdrenge nu have mulighed for at spille indendørs fodbold med rollemodeller, der kan give dem støtte, netværk og uforpligtende snakke om uddannelse og fremtid. Projekt ’Brug bolden’ blev kåret som vinder søndag eftermiddag på en stor konference afviklet af Integrationsministeriets Brug for alle unge indsats.

"Det er vildt fedt at vinde. Vi har en stor tiltro til projektet, især fordi det har været så stort et behov længe. Når alt er lukket, så er der mange, der keder sig, og det fører nogen gange til hærværk og kriminalitet – sågar afbrænding af de haller, som vi i stedet ønsker at åbne. Det handler om at give drengene et uforpligtende alternativ til gaden, hvor de samtidig kan hygge sig og brænde energi af sammen med positive rollemodeller," siger Deniz Atan, der er vinder af projektkonkurrencen sammen med Masih Sina, Sinan Pakirdas og Arben Ahmedi. 

I efterårsferien starter de pilotprojektet 'Brug bolden', som skal få fat i drenge, der hænger på gaden. De skal have mulighed for at bruge deres energi positivt gennem fodbold, når alle andre fritidsmuligheder er lukkede. Med projektet 'Brug bolden' vandt Vestegnens rollemodelkorps Integrationsministeriets landsdækkende konkurrence om at udvikle det bedste frivilligt baserede integrationsprojekt.

Formålet med konkurrencen var at finde jordnære, lokale løsninger på unges udfordringer i forhold til uddannelse og integration.

Førstepræmien på 25.000 kr. skal bruges til at føre de fire Vestegnsborgeres vinderprojekt ud i livet i løbet efteråret 2010. De håber at videreføre konceptet til andre kommuner.

Preben Astrup, der er flygtningekonsulent i Danmarks Idræts-Forbund og har siddet i dommerpanelet, siger om vinderprojektet:

"Vi har blandt andet valgt dette projekt, fordi det er så konkret og samtidig bygger på tanken om, at det er de bredeste skuldre, der skal bære mest. I dag har mange kun fokus på sig selv, men her er nogle ressourcestærke unge, som er villige til at bruge deres egen fritid på at skabe en mere indholdsrig fritid for andre."

De fire unge fra Vestegnen fik kamp til stregen af 20 andre lokale projekter fra hele landet, som handlede om alt fra uddannelsesbander til teambuilding-arrangementer.

Konkurrencen blev udskrevet af Integrationsministeriets Brug for alle unge-indsats og blev afviklet som led i en konference for 200 rollemodeller i Svendborg i weekenden.

Det bliver ikke kun vinderprojektet, som skal realiseres. Planen er, at alle projektidéer skal søsættes af rollemodellerne selv i deres egne byer efter konferencen. Deltagerne er derfor blevet coachet i projektudvikling og projektledelse. Tanken er, at når et projekt har skabt gode resultater i for eksempel i Køge eller Vollsmose, har Brug for alle unge og Integrationsministeriet mulighed for at gennemføre et lignende initiativ andre steder i landet med projektet som forbillede.

Yderligere oplysninger kan fås hos Peter Pannula Toft, chefkonsulent i Brug for alle unge, tlf.: 29 66 41 92, pct@inm.dk.



Senest opdateret: 20-06-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre