Pressemeddelelse
24.02.2009
Integrationen på rette vej
’Jeg er meget glad for de mange beviser på, at integrationen går i den rigtige retning.’ Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
"Senest bekræfter Catinéts undersøgelse, at indsatsen viser gode resultater. Det viser, at indsatsen i kommunerne, i foreningslivet og i hverdagen har været umagen værd. Catinét-rapporten viser fremgang, både når det gælder bedre integration på arbejdsmarkedet, mere uddannelse og bedre danskkundskaber. Tre ud af fire af de adspurgte indvandrere synes selv, at de taler godt dansk i dag mod kun knap halvdelen af de adspurgte for ti år siden. Det er en fremgang, som ministeriets egne tal også kan bekræfte."
Integrationsministeren understreger, at indsatsen skal gøres endnu bedre: "Der er stadig meget at gøre. Fastholdelseskaravanen rejser i øjeblikket rundt til uddannelsesinstitutionerne for at dæmme op for det for store frafald i erhvervsuddannelserne. Det kan vi gøre meget bedre."
"Vi vil i Integrationsministeriet hele tiden understøtte og tilskynde alle gode kræfter til at komme videre med integrationen og sætte fokus på de ømme punkter. Det drejer sig fortsat om, at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Til gengæld viser nye undersøgelser, at flere unge indvandrerkvinder end mænd søger ind på universiteterne. Det viser, at fordommene om, at de unge kvinder ikke får lov til at tage en uddannelse, ikke er rigtige. Til gengæld betyder det, at de unge mænd har et efterslæb i uddannelsessystemet Det skal der rettes op på."
"Frem for alt er det vigtigt, at vi hele tiden har fokus på de principper, der er forudsætningen for et frit samfund og for at alle får lyst og evne til at deltage i demokratiet på lige fod," slutter integrationsministeren.
Se også
Catinéts hjemmeside med offentliggørelse af artikel om de nye resultater i rapporten.
I løbet af en uge offentliggør Catinét en ny rapport, der samler op på ti års udvikling på integrationsområdet gennem løbende interviews med indvandrere i Danmark. Rapporten er udviklet gennem et årti, hvor integrationsspørgsmål til tider har været helt i top på den politiske dagsorden, og hvor den danske udlændingedebat har nået højder, der har vakt genlyd i de fjerneste afkroge af verden. Der ses en positiv udvikling på stort set alle de områder, som Catinét har valgt at fokusere på. Ifølge indvandrerne selv er to ud af tre indvandrere i dag godt integrerede. Det mente kun lidt over halvdelen for ti år siden.
Faktaark om Regeringens integrationspolitik