Pressemeddelelse
06.04.2009
Domstolsprøvelse ved administrativ udvisning
- Jeg er meget tilfreds med, at der nu er fundet en effektiv model for domstolsprøvelse i sager om administrativ udvisning, udtaler integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, samtidig med at et netop færdiggjort lovudkast sendes i høring med henblik på fremsættelse af lovforslag og gennemførelse i Folketinget inden sommerferien.
Med forslaget lægges der op til en samlet løsning for behandling af sager om udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed.
Integrationsministeren fortsætter:
"Det bestående system har ikke virket efter hensigten, fordi fortrolighed om PET’s arbejde ikke har været muligt. Det har betydet, at retsafgørelser er gået myndighederne imod, fordi PET ikke har kunnet fremlægge tilstrækkelige oplysninger.
Med den nye model sikres det, at de nødvendige oplysninger kan fremlægges for domstolene i fortrolighed. Det betyder, at der på en gang kan træffes de nødvendige afgørelser, samtidig med at de personer, det drejer sig, om får en større retssikkerhed ved en lettere adgang til domstolsprøvelse.
Endvidere bliver det med forslaget muligt at benytte elektronisk fodlænke over for personer på tålt ophold, som overtræder meddelte påbud," slutter integrationsministeren.
Baggrund
Lovudkastet bygger på betænkning om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed, nr. 1505/2009.
Lovudkastet indeholder følgende elementer:
- En ny model for behandling og domstolsprøvelse af sager om udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Den nye model indebærer en særlig adgang til domstolsprøvelse af farevurderingen og afgørelsen om udvisning. Bevismaterialet opdeles i lukket og åbent materiale, og der bliver mulighed for i lukkede retsmøder at fremlægge det fortrolige materiale, der ligger til grund for justitsministerens farevurdering. Udlændingens interesser varetages under sagen af en særlig advokat.
- Den nye model for behandling og domstolsprøvelse skal også anvendes i forhold til prøvelse af frihedsberøvelsen af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Dette betyder, at det også i forbindelse med rettens prøvelse af en frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på udvisning som følge af, at den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed, skal opereres med åbent og lukket bevismateriale, særlige advokater mv.
- En mulighed for at anvende diplomatiske forsikringer i konkrete sager om udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed.
- En mulighed for i en bestemt periode at anvende elektronisk fodlænke som en styrket kontrolforanstaltning i forhold til alle udlændinge på tålt ophold, der gentagne gange er blevet straffet for overtrædelse af et påbud om at tage ophold i Center Sandholm.
Lovudkastet kan hentes her (PDF)
Der er frist for høringssvar den 17. april 2009.