Til forsiden

Pressemeddelelse

06.04.2009

Regeringens mål er opfyldt - 25.000 flere nydanskere fra ikke-vestlige lande er kommet i beskæftigelse siden 2004

'Jeg er stolt over, at det er lykkedes regeringen at opfylde målet om at få 25.000 flere nydanskere i arbejde – og så til og med før tid', siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Ministeren henviser til nye tal, der viser, at beskæftigelsen blandt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er steget med ca. 26.000 fra 2004 til 2008. Dermed er regeringens målsætning om, at 25.000 flere nydanskere skal i beskæftigelse inden 2010, indfriet før tid.

Målet stammer fra regeringsgrundlaget 'Nye Mål' fra februar 2005, hvoraf det fremgår, at 60.000 flere skulle opnå beskæftigelse inden 2010, heraf skulle op til 25.000 være nydanskere – dvs. indvandrere og efterkommere – fra ikke-vestlige lande. Det var en forudsætning for målet, at der skulle tages højde for den demografiske udvikling – dvs. at flere ville komme i den arbejdsdygtige alder og bevæge sig ud på arbejdsmarkedet i perioden.

I 2004 var der ca. 94.000 nydanskere fra ikke-vestlige lande i beskæftigelse. I 2008 var tallet steget til ca. 120.000 nydanskere, når der korrigeres for den demografiske udvikling. Dermed er beskæftigelsen steget med ca. 26.000 nydanskere fra 2004 til 2008.

'Da regeringen opstillede målet om de 25.000 flere indvandrere i beskæftigelse i 2004, var det et meget ambitiøst mål, og mange var kritiske over for om det kunne indfries. Det glæder mig derfor, at målet er opfyldt allerede nu', siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som begrunder den positive udvikling i beskæftigelsen blandt nydanskere med de positive økonomiske konjunkturer og en mere effektiv integrationsindsats i Danmark.

'Det er ikke kun på arbejdsmarkedet, at integrationen er på rette spor. Også på mange andre områder er der masser af beviser på, at det går den rigtige vej. Tag eksempelvis uddannelsesområdet, hvor der de senere år er kommet markant flere nydanskere i gang med en ungdoms- eller videregående uddannelse', siger integrationsministeren, der også glæder sig over, at flere nydanskere føler sig integrerede i det danske samfund, og at færre oplever diskrimination.

Se eksempler på regeringens mange positive resultater på udlændinge- og integrationsområdet her (PDF)





Senest opdateret: 06-04-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration