Pressemeddelelse
12.06.2008
Integrationsministeriet vil nu gøre det lettere at komme til Danmark som turist fra Ukraine, Indien og Kina
Integrationsministeriet har i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Dansk Erhverv og turistbranchen, herunder Visit Denmark og Danmarks Rejsebureau Forening, det seneste år sat fokus på, hvordan Danmark bedre kan tiltrække turister fra de lande, hvor der er stort potentiale for turisme til Danmark.
Samarbejdet med erhvervslivet, herunder repræsentanterne fra turistbranchen, er i det forløbne år bl.a. foregået i regi af Visumarbejdsgruppen, der i januar 2008 afgav rapport (
Rapport fra arbejdsgruppe om visumadministration – forretning og turisme).
Integrationsministeren har – bl.a. på baggrund af anbefalinger fra den samlede Visumarbejdsgruppe – besluttet, at det nu skal gøres lettere for turister fra Ukraine, Indien og Kina at komme til Danmark. Der iværksættes derfor et pilotprojekt, hvor der indføres turistordninger i de tre lande.
I forhold til Ukraine og Indien betyder turistforsøgsordningen, at der etableres såkaldte rejsebureauordninger for turister fra Indien og Ukraine. Disse rejsebureauordninger vil være i lighed med den ordning, der allerede i dag gælder for turister fra Rusland.
Hvis man som turist ønsker at benytte sig af en rejsebureauordning, skal man rejse med et rejseselskab, der særligt akkrediteret i forhold til at arrangere sådanne rejser for turister til Danmark.
Desuden stilles der krav om, at rejsen skal være købt som en samlet pakke, som mindst omfatter transport og hotelreservation (pakkerejse).
I forhold til Kina betyder etableringen af turistforsøgsordningen, at der i forsøgsperioden kan meddeles turistvisum, hvis der ikke er tegn på, at det meddelte visum vil blive misbrugt til at tage fast ophold i Danmark eller et af de andre Schengenlande.
Forsøgsordningen skal evalueres om et år. Evalueringen vil blive gennemført af udlændingemyndighederne i samarbejde med repræsentanter for turistbranchen.
Yderligere oplysninger kan fås hos kommunikationschef Thomas Bille Winkel, Integrationsministeriet, tlf.: 29 29 63 96, e-post: tbw@inm.dk.