Pressemeddelelse
26.01.2007
Mere end hvert fjerde barn er blevet medlem af idræts- og foreningslivet
Integrationsministeriet har gennem puljen 'Unge nydanskeres deltagelse i idræts- og foreningslivet' støttet 76 projekter i årene 2003-2006 med i alt 17 mio. kr. Projekterne har haft til formål at fremme deltagelsen i idræts- og foreningslivet blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk.
En evaluering af projekterne viser, at puljen har haft en klar effekt, og at der i forbindelse med projekterne støttet i 2003–2005 er skabt kontakt til omkring 10.000 børn og unge med indvandrerbaggrund. Mere end hvert fjerde barn, der har været omfattet af projekter under puljen, er blevet medlem af det traditionelle idræts- og foreningsliv.
Derudover viser evalueringen, at 70 pct. af deltagerne er unge, der normalt ikke ville blive medlem af en forening på grund af manglende kendskab til foreningslivet og til, hvordan man agerer i en forening.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj siger:
"Evalueringen af puljeindsatsen viser, at det kan betale sig at gøre en indsats for at fremme deltagelse i idræts- og foreningslivet blandt unge med en anden etnisk baggrund end dansk.
Evalueringen viser også, at der er blevet mindre kriminalitet, hærværk og uro som et resultat af blandt andet de støttede projekter.
Det glæder mig derfor, at der er afsat 51 mio. kr. af satspuljemidlerne i årene 2007-2010 til indsatsen vedrørende det frivillige integrationsarbejde og deltagelse i idræts- og foreningslivet."
I forbindelse med evalueringsrapporten er der udarbejdet et inspirationskatalog, hvor ti projekter præsenterer hver deres tilgang til arbejdet med at inddrage unge med en anden etnisk baggrund end dansk i idræts- og foreningslivet.
Yderligere oplysninger kan fås hos pressesekretær Thomas Harder Rasmussen, Integrationsministeriet, telefon: 33 95 58 48, eller konsulent Conni Gripping, LG Insight, telefon: 40 37 22 23.