02.05.2012
Forslag om ændring af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse
Regeringen har den 26. april 2012 fremsat forslag om ændring af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse m.v. (lovforslag nr. L 180)
Lovforslaget indeholder følgende forslag til ændring af reglerne:
• Forslag om afskaffelse af det nuværende pointsystem i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.
• Forslag om afskaffelse af det nuværende krav om aktivt medborgerskab, som kan opfyldes ved medborgerskabsaktiviteter eller medborgerskabsprøven.
• Forslag om revision af de nuværende regler for tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder blandt andet, at man skal have boet lovligt i Danmark i mindst 5 år, at man som minimum skal have bestået Prøve i Dansk 1, og at man skal have været i ordinær beskæftigelse eller uddannelse i mindst 3 år inden for de seneste 5 år (både deltids- og fuldtidsbeskæftigelse medregnes).
• Forslag om, at der indføres særlige regler for ansøgere, som har nået folkepensionsalderen, førtidspensionister samt flygtninge, som har boet lovligt her i landet i mere end de sidste 8 år, og som har vist vilje til integration.
Såfremt lovforslaget vedtages i den fremsatte form, vil de foreslåede nye regler om tidsubegrænset opholdstilladelse gælde for ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, der indgives fra og med den 1. juli 2012.
Ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, der er indgivet før den 1. juli 2012, vil blive afgjort efter de hidtil gældende regler, dog således at der vil blive taget stilling til ansøgningen efter de foreslåede nye regler, hvis ansøgeren bliver meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter de hidtil gældende regler.
Man kan her læse
lovforslag nr. L 180 i sin helhed. Der vil på nyidanmark.dk blive orienteret nærmere, når og hvis lovforslaget vedtages.