Til forsiden

23.12.2011

Udlændingestyrelsen er det nye navn

Udlændingeservice går ud af 2011 med markante resultater på en række hovedområder. Efter årsskiftet fortsætter størstedelen af Udlændingeservice under navnet Udlændingestyrelsen.

Udlændingestyrelsens nye logo

Direktør Henrik Grunnet ser frem til det fortsatte arbejde:

- Det har været en fantastisk fin udfordring at leve op til at hedde Udlændingeservice, og vi er langt hen ad vejen lykkedes med at gøre det enklere for vores brugere. Nu får vi en ny udfordring med at vise, at det ikke er navnet, det kommer an på, siger Henrik Grunnet.

Under navnet Udlændingeservice har styrelsen i godt fem år understøttet en historisk indvandring til Danmark. Og sagsbehandlingstiden på en række kerneområder er i dag lavere end nogensinde. Den samlede indvandring er steget med 40 procent, fra ca. 175.000 personer i 2001-2005 til godt 300.000 personer i 2006-2010. Antallet af indvandrede arbejdstagere er firedoblet fra ca. 30.000 personer til ca. 117.000 personer i samme periode.

Sagsbehandlingstiden er historisk lav på hovedområderne asyl, familiesammenføring og visum. Siden Udlændingeservice effektiviserede asylområdet i 2010, er sagsbehandlingstiden næsten halveret. Også på området for familiesammenføring er sagsbehandlingstiden siden 2009 halveret – det laveste niveau i de sidste 10 år. Også på visumområdet er sagsbehandlingstiden historisk lav.

- Resultaterne er en klar succes for vores vedholdende forbedringskultur. Vi har skabt markante forbedringer i ansøgningsprocessen, som har hjulpet vores brugere til at komme i mål med deres ansøgning. Vi har aktivt søgt bruger-feedback for at lære af vores fejl og øge kvaliteten i forhold til de meget store udfordringer, vi til stadighed møder. Forbedringskulturen tager vi med os under det nye navn, siger direktør for Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet.

Den løbende bruger-feedback blev i 2009 omsat til struktureret dialog med både professionelle formidlere og enkeltbrugere i det såkaldte Regionale Netværk - et mail-netværk, der tæller flere end 600. Et lille hold medarbejdere med direktøren i spidsen turnerer hvert år rundt i hele landet, fra Nordjylland til Bornholm og optager struktureret dialog med lokale formidlere og enkeltbrugere. Det styrker formidlingen og er samtidig med til at skærpe styrelsens indsats, når det gælder vejledning og løbende forbedringer.  

I øvrigt viser den seneste brugerundersøgelse fra Servicecenteret fra november 2011, at 97 procent af brugerne var tilfredse eller meget tilfredse med servicen. Blandt dem, der havde ventet længst, var tilfredsheden på  90 procent. 

De beskæftigelsesrettede områder for au pair-, arbejds- og studietilladelser flyttes til en ny styrelse under Beskæftigelsesministeriet. Nærmere information følger.



Senest opdateret: 23-12-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre