Nyhed
06.09.2010
Rekordmange udenlandske studerende til studiestart
Der er kommet markant flere studerende fra ikke-EU lande på de danske universiteter i år. Alle nåede at få deres opholdstilladelse fra Udlændingeservice inden studiestart den 1. september.
Danske universiteter er blevet populære i udlandet. Antallet af studerende fra lande uden for EU, der skulle starte på danske universiteter den 1. september, steg med 43 procent i 2010 i forhold til 2009. Der har været tale om en stigning år for år siden 2007, men aldrig som denne sommer. Godt 2.100 unge skulle i år have deres studietilladelse, og det lagde ekstra pres på Udlændingeservice.
- Vi har udviklet en model, hvor vi sikrer, at de mange studerende får deres opholdstilladelse i tide til studiestart, og det glæder os rigtig meget, at det lykkedes igen i år, selv om der var markant flere sager, siger kontorchef Henriette Skouenborg.
De største nationaliteter blandt de studerende, der skulle starte 1. september, er USA, Kina og Canada. Mens antallet af kinesere og canadiere har holdt sig nogenlunde uændret i forhold til sidste år, er antallet af studerende fra USA steget med 154 procent, fra 312 til 794. Amerikanerne bærer stort set hele den generelle stigning på universitetsområdet.
Udviklingen dækker i øvrigt over en kraftig stigning i antallet af forskere og phd-studerende samt flere udvekslingsstuderende.
- Ansøgerne har i vid udstrækning overholdt den frist for aflevering af ansøgningen, som de skulle, for at vi kunne kvittere med en tilladelse til tiden. Det viser, at vi er kommet godt ud med vores budskab, og samarbejdet med universiteterne har ikke været bedre, siger Henriette Skouenborg.
Læs mere om
opholdstilladelse som studerende.
Yderligere oplysninger
hos pressekonsulent Nils Bak på tlf. 41 30 66 80.