Nyhed
09.07.2010
Udenlandske studerende: søg nu!
Udlændingeservice opfordrer alle udenlandske studerende, som ønsker at studere i Danmark, til at ansøge om opholdstilladelse, så snart de har fået besked om optagelse på en uddannelsesinstitution.
Udlændingeservice gør sit bedste for at behandle udenlandske studerendes ansøgninger så hurtigt som muligt, så de studerende har en rimelig mulighed for at nå til Danmark inden studiestart den 1. september 2010.
Det forudsætter dog, at de studerende indgiver deres ansøgning om opholdstilladelse så snart, de har fået besked om, at de er optaget. Ellers vil det være umuligt for Udlændingeservice at udstede opholdstilladelser i tide.
En særlig udfordring er de udenlandske studerende på videregående uddannelser under Danske Universiteter, der først får besked om optagelse fra Den Koordinerede Tilmelding ved udgangen af juli. Det sene tidspunkt betyder, at Udlændingeservice kun har ca. en måned til sagsbehandlingen, hvilket normalt ikke vil være tilstrækkeligt.
Kontorchef i Studiekontoret i Udlændingeservice Henriette Skouenborg siger:
- Vi behandler normalt denne type ansøgninger inden for 60 dage, men vi har som i tidligere år en særlig sagsbehandlings-garanti for studerende ved videregående uddannelser under Danske Universiteter. Hvis de har ansøgt om opholdstilladelse inden den 10. august og har sendt de relevante dokumenter med, så garanterer vi, at alle, der er berettiget til det, får en opholdstilladelse inden studiestart.
For at gøre ansøgningsprocessen så smidig som muligt anbefaler vi også de studerende at besøge hjemmesiden for den ambassade eller det konsulat, den enkelte studerende skal indgive ansøgning hos. Her kan man finde repræsentationens kontaktdetaljer og anden nyttig information om fx eventuelle gebyrer. Oplysninger om de enkelte repræsentationers hjemmesider kan findes via
Udenrigsministeriets hjemmeside.
I 2009 gav Udlændingeservice opholdstilladelse til 4912 udenlandske studerende ved en videregående uddannelse i Danmark.
Du kan finde mere information om, hvordan man ansøger samt finde den rigtige ansøgningsblanket
her.
Hvis du vil have yderligere informationer, kan du kontakte presseansvarlig Nils Bak på tlf.: 41 30 66 80 eller e-mail: nbk@us.dk.