Nyhed
16.08.2010
Udlændingeservices informationsmøde i København
Reglerne om permanent opholdstilladelse er blandt emnerne til informationsmøde 1. september
1. september slår Udlændingeservice dørene op til efterårets første informationsmøde.
Mødet afholdes kl. 15.00–18.00 hos Udlændingeservice, Servicecenteret, Ryesgade 53, 2100 København Ø. På mødet vil direktør Henrik Grunnet og et lille hold medarbejdere informere om reglerne om ægtefællesammenføring, de nye regler om permanent opholdstilladelse og give vigtig information om de lovændringer, der er trådt i kraft 1. august. Forløbet vil som ved de tidligere møder være tilrettelagt sådan, at der afsættes særskilt tid til besvarelse af specifikke spørgsmål.
-Vores informationsmøder er rettet mod en bred målgruppe, fx kommunale integrationsmedarbejdere, jobcentermedarbejdere, frivillige, politifolk og enkeltbrugere, og det store fremmøde til forårets møder i Aalborg, Odense, Århus og Ringsted og forløbet bekræfter os i, at både vi og brugerne har stor nytte af dialogen, forklarer direktør Henrik Grunnet.
Informationsmøderne i 2010 er en del af Udlændingeservices nye dialoginitiativ det Regionale Netværk.
-Vi glæder os til at fortsætte vores dialog med brugerne og vejlede detaljeret om permanent opholdstilladelse og andre helt aktuelle emner, siger Henrik Grunnet.
Tilmelding til mødet er ikke nødvendig, men ønskes gerne på e-mail: regionalenetvaerk@us.dk.
Næste møde i det Regionale Netværk er Odense 13. september 2010 i Vollsmose Kulturhus.
I efteråret holdes desuden møder i Vejle, Rønne, Holstebro og Aalborg.
Læs mere om
det Regionale Netværk.