Til forsiden

Nyhed

28.04.2009

Næste stop på landsturné: Esbjerg

Direktør Henrik Grunnet fortsætter torsdag den 7. maj sin turné rundt i hele landet for at fortælle om serviceorienteringen i Udlændingeservice og om reglerne om familiesammenføring. Næste stop er Esbjerg, som han besøger sammen med et lille rejsehold af medarbejdere.

Turen rundt i Danmark, som i de kommende måneder også vil gå til Vejle og Randers, er et vigtigt eksempel på den brugerdialog, som Udlændingeservice står for, siger Henrik Grunnet: 

"Brugerdialogen gennemsyrer hele den måde, vi gerne vil arbejde på. Det er et centralt element i vores forbedringskultur, at vi opsøger vores brugere og får bidrag til at blive bedre til at løse vores vigtige samfundsopgaver.”

Henrik Grunnet lægger ikke skjul på, at Udlændingeservice har nået markante resultater siden 2006, hvor serviceorienteringen blev sat i gang, men han understreger samtidig, at fokus hele tiden skal være på at blive endnu bedre.

”Vi ved, vi er nået langt siden 2006. Vi har en bedre forventningsafstemning og et fald i sagsbehandlingstiden på en lang række områder. Vores brugerundersøgelser viser, at vores brugere har markant tillid til os. Men vi ved også, at vi kan blive bedre, og derfor skal vores brugerdialog - som den vi vil få i Esbjerg - tjene som inspiration til, hvordan vi fremadrettet kan udvikle og forbedre vores vejledning til brugerne."

Informationsmødet finder sted på Esbjerg Bibliotek torsdag den 7. maj kl. 15.30 – 18.00.



Senest opdateret: 28-04-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre