Til forsiden

Nyhed

27.06.2008

God gænge i visumsager

Overgangen til et nyt it-system i Udlændingeservice forløber godt, selv om ansøgere fortsat må regne med visse uregelmæssigheder.

På under 2 måneder er det lykkedes Udlændingeservice at behandle langt over 2.000 visumansøgninger. Det sker samtidig med, at Udlændingeservice er ved at indføre et nyt it-system, som betyder, at Udlændingeservice i en overgangsperiode skal arbejde i to systemer.

Kontorchef Susanne Meyersahm er tilfreds med resultatet, men er opmærksom på, at sagsbehandlingstiden fortsat kan være lang.

- Vi har arbejdet målrettet og hårdt, og det har også virkelig rykket. Vi er helt opmærksomme på, at nogle stadig oplever lang sagsbehandlingstid. Vi arbejder lige nu i to systemer: det gamle og det nye, og det gør selvfølgelig tingene lidt mere komplicerede. Men det går hurtigt i den rigtige retning, og vi regner med at være færdige med at behandle de sidste ansøgninger i det gamle system senest den 1. september 2008.

Servicemål

Susanne Meyersahm understreger, at overgangsperioden kun berører de ansøgninger, som ambassaderne ikke umiddelbart mener at kunne imødekomme, og som derfor sendes videre til Udlændingeservice til nærmere undersøgelse og behandling.

Ca. 80 pct. af alle visumansøgninger behandles i dag inden for 5-9 dage på ambassaderne rundt om i verden, svarende til ca. 71.000 ansøgninger i 2007. De resterende ca. 20 pct. af visumansøgningerne sendes til nærmere undersøgelse og sagsbehandling i Udlændingeservice i Danmark.

Udlændingeservice har fastsat servicemål for ansøgninger om forretningsvisa. Ansøgninger om forretningsvisa behandles på maksimalt 1 måned i alle tilfælde, hvor sagen kan afgøres umiddelbart efter, at Udlændingeservice har fået bekræftet, at ansøgeren er ventet til besøg i Danmark.

Andre ansøgninger om visa, som ambassaderne forelægger for Udlændingeservice, og som behandles i det gamle system, tager p.t. ca. 10 uger i gennemsnit. Nogle sager behandles hurtigere – andre er længere tid under behandling.





Senest opdateret: 27-06-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre