Nyhed
28.07.2008
Stadig god gænge i visumsager
Overgangen til et nyt it-system i Udlændingeservice forløber godt, og det vil snart kunne mærkes på sagsbehandlingstiderne.
På under 3 måneder er det lykkedes Udlændingeservice at behandle omkring 3.000 visumansøgninger. Det sker samtidig med, at Udlændingeservice er ved at indføre et nyt it-system, som betyder, at Udlændingeservice i en overgangsperiode skal arbejde i to systemer.
Der er på nuværende tidspunkt ca. 400 sager verserende i visumkontorets gamle sagsbehandlingssystem, og kontoret forventer at have afsluttet langt de fleste af disse sager inden for de næste to til tre uger.
Souschef Pernille Piel-Steenberg er tilfreds med resultatet, og forventer at brugerne inden for en overskuelig fremtid vil opleve en reduktion i sagsbehandlingstiden.
- Vi har arbejdet målrettet og hårdt, og det har også virkelig rykket. Vi er helt opmærksomme på, at nogle stadig oplever lang sagsbehandlingstid. Vi har dog indenfor den seneste tid oplevet at antallet af telefoniske henvendelser er begyndt at falde og forventer derfor, at vores brugere snart vil kunne mærke effekten af indsatsen i form af kortere sagsbehandlingstider.
Stabilt antal sager i det nye system
Pernille Piel-Steenberg fortæller, at samtidig med, at visumkontoret har formået at nedbringe antallet af verserende sager i det gamle sagsbehandlingssystem med næsten 3000, har man også formået at opnå et stabilt antal verserende sager i det nye system.
Pernille Piel-Steenberg fremhæver, at disse forhold alene berører sager, hvor ambassaderne ikke umiddelbart kan give visum. I sådanne sager kan visummet typisk gives indenfor få dage, fra ansøgeren har indgivet ansøgningen på ambassaden.
Ca. 80 pct. af alle visumansøgninger behandles i dag inden for 5-9 dage på ambassaderne rundt om i verden, svarende til ca. 71.000 ansøgninger i 2007. De resterende ca. 20 pct. af visumansøgningerne sendes til nærmere undersøgelse og sagsbehandling i Udlændingeservice i Danmark.
Udlændingeservice har fastsat servicemål for ansøgninger om forretningsvisa.
Ansøgninger om forretningsvisa behandles på maksimalt 1 måned i alle tilfælde, hvor sagen kan afgøres umiddelbart efter, at Udlændingeservice har fået bekræftet, at ansøgeren er ventet til besøg i Danmark.