Til forsiden

Nyhed

02.07.2008

Nemmere at få arbejdstilladelse i Færøerne

Med virkning fra den 1. juli 2008 er det blevet nemmere for udlændinge at få arbejdstilladelse i Færøerne.

Med en ny lov er der dels indført en ordning, der generelt gør det nemmere at ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvis arbejdstager er statsborger i et EU-land, dels en ordning, som gør det nemmere at ansætte højtuddannet arbejdskraft fra lande uden for EU.

Ny ordning for EU-statsborgere

Der er indført en ordning med forhåndsgodkendelse for færøske virksomheder, der ønsker at ansætte statsborgere fra EU-landene. Ordningen svarer i vid udstrækning til den ordning, der har været gældende i Danmark for statsborgere i de nye EU-lande frem til den 1. maj 2008, men i Færøerne gælder den statsborgere fra alle EU-lande.

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse indrejse, opholde sig og arbejde i Færøerne.

En forhåndsgodkendelse af en virksomhed betyder, at statsborgere fra EU-landene kan starte med at arbejde på den færøske forhåndsgodkendte virksomhed, så snart ansættelsesforholdet er anmeldt til Udlændingeservice. Ansættelsen skal være omfattet af virksomhedens overenskomst og skal være minimum 30 timer om ugen.

En virksomhed kan blive forhåndsgodkendt, hvis virksomheden har indgået en gældende færøsk overenskomst, der vedrører det pågældende arbejde, og hvor minimumslønnen ikke er mindre end minimumslønnen for tilsvarende beskæftigelse hos en færøsk lønmodtagerorganisation. Det er også muligt at blive forhåndsgodkendt til at ansætte specialister m.fl. på individuel kontrakt, såfremt man har en overenskomst i øvrigt. Muligheden for forhåndsgodkendelse omfatter også et overenskomstdækket vikarbureau, der ønsker at ansætte EU-statsborgere.

Det er en betingelse for at få en forhåndsgodkendelse, at virksomheden er registreret som anvisningspligtig hos de færøske skattemyndigheder, TAKS. Virksomheden må endvidere ikke være omfattet af en lovlig strejke, lockout eller blokade.

Såfremt en EU-statsborger søger om opholds- og arbejdstilladelse i Færøerne til en virksomhed, der ikke er forhåndsgodkendt, kan arbejdstageren først påbegynde arbejdet, når tilladelsen er givet.

Der er udviklet særlige ansøgningsskemaer, som er tilpasset de særlige regler og procedurer, der gælder i forhold til EU-statsborgere, der skal arbejde i Færøerne.

Følgende nye skemaer kan findes på www.nyidanmark.dk:

Positivliste for højtuddannede

Ønsker en færøsk virksomhed at ansætte arbejdskraft fra lande uden for EU, er der nu blevet indført en ordning med en såkaldt positivliste, der angiver, på hvilke beskæftigelsesområder der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft. Listen, der udarbejdes og løbende vil blive revideret af de færøske myndigheder, foreligger endnu ikke. Så snart den gør, vil den kunne læses på denne portal.

For at få opholdstilladelse efter positivlisten er det en betingelse, at udlændingen har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse inden for et fagområde, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft.

Derudover skal betingelserne i øvrigt for at opnå en opholds- og arbejdstilladelse i Færøerne være opfyldt, herunder skal løn- og ansættelsesvilkårene være sædvanlige efter færøske forhold. Såfremt en arbejdstager opfylder disse betingelser, kan der gives opholds- og arbejdstilladelse til den pågældende uden, at de færøske myndigheder skal høres først.

Opholdstilladelsen skal være opnået inden indrejsen i Færøerne.

For ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Færøerne til statsborgere i lande uden for EU anvendes ansøgningsskemaet, AR1. Dette skema anvendes også til arbejdstagere, der søger efter positivlisten.

Yderligere oplysninger på vej

Udlændingeservice er i gang med at udarbejde en samlet oversigt over mulighederne for udlændinge for at tage ophold i Færøerne og Grønland. Så snart denne oversigt er færdig, vil den blive gjort tilgængelig via www.nyidanmark.dk.





Senest opdateret: 02-07-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre