Til forsiden

Nyhed

09.07.2008

Få ansøgninger fra udenlandske studerende

Udlændingeservice er bekymret for, at udenlandske studerende søger så sent, at opholdstilladelsen ikke kan være klar til studiestart

Sommeren er højsæson for det kontor i Udlændingeservice, som behandler ansøgninger om opholdstilladelse fra udenlandske studerende. Men kontoret har lige nu langt mindre at lave end normalt på denne årstid, og det bekymrer kontorchef i Studiekontoret, Henriette Skouenborg.

- Meldingen fra uddannelsesinstítutionerne til os har været helt klar: De regner med mindst lige så mange udenlandske studerende i år som sidste år. Men i juni i år har vi kun fået ca. 750 ansøgninger; i juni sidste år fik vi næsten 1.600. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, men jeg er bekymret for, at for mange af ansøgningerne kommer så sent til os, at vi ikke kan nå at behandle dem færdig inden studiestart. 

Søg så tidligt som muligt

Udlændingeservice har ellers igen i år sat alle sejl til for at være klar til årets store ryk ind af ansøgninger. Fokus er især rettet mod studerende ved institutioner under Danske Universiteter. Den klare målsætning er, at ansøgningerne skal være færdigbehandlet i så god tid, at de studerende har rimelig mulighed for at nå til Danmark inden studiestart den 1. september. Det forudsætter dog, at de studerende indsender deres ansøgning om opholdstilladelse, så snart de har fået besked om optagelse.

- Vi har normalt et servicemål på 2 måneder for denne type ansøgninger, som betyder, at den studerende kan regne med at få svar på sin ansøgning senest 2 måneder efter, han eller hun har søgt. Men her i sommerperioden prøver vi at gøre det endnu hurtigere for at blive klar til studiestart. Og jo tidligere vi har ansøgningen, jo bedre mulighed har vi for at nå det. Derfor er det også vigtigt, at ambassaderne sender ansøgningerne videre til os, så snart de har modtaget dem. 

En særlig udfordring er de udenlandske studerende, som først får besked fra Den Koordinerede Tilmelding den 30. juli. Det sene tidspunkt betyder, at Udlændingeservice kun har ca. 1 måned til sagsbehandlingen af de mange ansøgninger. 

Fakta:

I 2007 blev der givet opholdstilladelse til i alt 6.031 udenlandske studerende fra lande uden for EU. 4.508 var studerende ved en videregående uddannelse. Største nationaliteter var USA og Kina. I 2008 er der indtil nu (januar-maj) givet opholdstilladelse til 2.130 udenlandske studerende fra lande uden for EU.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til informationschef Morten Bo Laursen på 3530 8100.





Senest opdateret: 09-07-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre