Til forsiden

Nyhed

09.04.2008

Kun 10 procent afslag i Udlændingeservice

Et historisk antal tilladelser gjorde 2007 til et gennembrud for servicen i Udlændingeservice.

Hvis nogen går rundt med den opfattelse, at Udlændingeservice mest arbejder med at producere afslag på samlebånd til udlændinge, så giver nye tal stof til eftertanke. Ud af 129.000 afgørelser i 2007 var kun ca. 13.000 afslag, svarende til ca. 10 procent. Det viser, at Udlændingeservice virkelig har formået at løfte service-opgaven med at skaffe specielt arbejdskraft og studerende ind i Danmark, konkluderer direktør i Udlændingeservice Henrik Grunnet:

- Udlændingeservice har i de sidste to år udviklet sig til en ægte servicevirksomhed. Vores opgave går først og fremmest ud på at hjælpe og vejlede brugerne, så de får en hurtig og god service, samtidig med at vi udfører den nødvendige kontrol. Uanset om det drejer sig om en opholdstilladelse, et visum, et nyt pas eller en tilbagerejsetilladelse, så er service-opgaven lykkedes bedre og mere effektivt i 2007 end på noget tidligere tidspunkt, siger Henrik Grunnet på baggrund af de nye tal. 

Udlændingeservice har netop offentliggjort publikationen Tal og Fakta på udlændingeområdet 2007.

- Statistikken dokumenterer, at vi i 2007 har givet rekordmange udlændinge opholdstilladelse i Danmark. Stigningen skyldes især, at vi har givet mange flere tilladelser til dem, som ønsker at arbejde eller studere i Danmark. Det understreger, at vi har en utrolig vigtig opgave med at understøtte danske virksomheders og danske universiters rekruttering af udenlandske medarbejdere og studerende - og at vi er lykkedes med det, siger Henrik Grunnet.  

Tal og Fakta for 2007 indeholder primært statistik om såkaldte førstegangstilladelser, dvs. afgørelser om en udlændings første ansøgning om opholdstilladelse eller visum i Danmark. Udlændingeservice træffer afgørelse på en lang række andre områder også, fx afgørelser om forlængelse af opholdstilladelser, afgørelser om udstedelse af fremmedpas, afgørelser om flyttepåbud til asylansøgere osv. Den samlede produktion af afgørelser mv. i 2007 var på ca. 144.000.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til informationschef Morten Bo Laursen på tlf. 20 66 50 74 eller pressekonsulent Nils Bak på 41 30 66 80.



Senest opdateret: 09-04-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre