Til forsiden

Nyhed

08.07.2011

Nydanskeres tilknytning til arbejdsmarkedet skal styrkes

Med 12 millioner til 12 projekter vil Integrationsministeriet styrke de svageste og dårligst kvalificerede nydanskeres mulighed for at få og beholde et job.

Integrationsministeriet har bevilget over 12 millioner kroner til en række projekter med det formål at understøtte de svageste og dårligst kvalificerede nydanskeres evne til at få eller bevare tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jobcenter Furesø har sammen med 6 andre kommuner fået støtte til at igangsætte et projekt, hvor der ud fra en helhedsvurdering sættes fokus på den enkeltes barrierer i forhold til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Der sættes ind i forhold til faglige, kulturelle, sproglige, sociale, økonomiske og helbredsmæssige aspekter.

Flere af de støttede projekter har fokus på nedbringelse af sygefravær på vidt forskellige måder. I projektet ”Nye strategier til styrket indsats” vil man udvikle og implementere nye metoder i jobcentrenes sygedagpengeopfølgning, mens man på Glostrup Hospital vil arbejde med at øge trivslen og nedbringe sygefravær blandt rengøringsafdelingens medarbejdere bl.a. gennem uddannelses af trivselcoaches.

Der er også fokus på faglig opkvalificering for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

I projektet ”Jobsikring –Brug for alle unge” har blandt andet Næstved Sprog- og Integrationscenter for eksempel fået støtte til at etablere en fælles visitations- og introduktionsfunktion, for at få unge i beskæftigelse eller i gang med uddannelse.

I projektet ”SELF-made i Horsens, gennemføres der pilotkurser og udvikles nye metoder til opkvalificering af selvstændige via AMU-uddannelserne.

Der er givet støtte til 8 andre projekter fordelt over det meste af landet. De støttede projekter gennemføres af Jobcenter Esbjerg, Jobcenter Brøndby, Uddannelsescenter København Vest, CABI i samarbejde med Aalborg Kommune, Cortex Jobservice i samarbejde med Herlev Jobcenter, Mentor Company A/S i samarbejde med Struer og Holstebro, Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration i Københavns Kommune samt AOF Aalborg Daghøjskole.

Midlerne stammer fra satspuljen ”Fastholdelse af nydanskere på arbejdsmarkedet”

For yderligere information kontakt Edith Jager Andersen, Integrationsministeriet e-mail: eda@inm.dk, tlf. 33 95 18 63
eller Bettina Fynholt Pedersen, Integrationsministeriet, 
e-mail: bfp@inm.dk, tlf: 22 56 22 99



Senest opdateret: 08-07-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre