Til forsiden

Nyhed

03.09.2010

Mangfoldighed på arbejdspladsen skaber vækst og værdi

En mangfoldig medarbejderstab kan skabe mere innovation, føre til udvikling af nye produkter og nye markeder og give gladere kunder og medarbejdere. Det viser erfaringer fra 20 virksomheder, der i et nyt inspirationshæfte fortæller om deres oplevelser med at rekruttere udenlandsk arbejdskraft og ansætte nydanskere.

I dag udgiver Integrationsministeriet i samarbejde med Foreningen Nydansker inspirationshæftet 'Når mangfoldighed skaber værdi', der skal synliggøre danske virksomheders positive erfaringer med en mangfoldig medarbejderstab.

"Mange danske virksomheder ved, at det kan være en fordel at have medarbejdere med forskellige etnisk og kulturel baggrund. Flere virksomheder oplever, at mangfoldigheden kan omsættes til økonomisk værdi, der tæller på såvel virksomhedernes som samfundets bundlinje. Det budskab skal ud, så flere får øjnene op for mangfoldighed som en innovativ, værdiskabende og vækstfremmende kraft – en vej til vækst og velstand," siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Danmark får brug for mere udenlandsk arbejdskraft

Hæftet sætter fokus på, hvordan virksomheder kan skabe merværdi ved strategisk at bringe mangfoldighed i medarbejderstaben i spil. Baggrunden er, at Danmark i 2018 vil mangle 100.000 personer i arbejdsstyrken. Det fremgår af tal fra Instituttet for Fremtidsforskning.

"Danmark får i de kommende år brug for mere arbejdskraft fra udlandet, hvis vi skal fastholde vores konkurrenceevne og dermed vores velfærd. Det gælder særligt højtuddannet arbejdskraft. Samtidig er der fortsat ressourcer blandt nydanskerne, som ikke bliver udnyttet. Det har vi ikke råd til, hverken integrationsmæssigt eller samfundsøkonomisk," siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

'Når mangfoldighed skaber værdi' (PDF) er tilgængelig på nyidanmark.dk, hvor virksomheder og andre interesserede også kan finde andre oplysninger om mangfoldighed på arbejdspladsen.





Senest opdateret: 03-09-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre