Nyhed
21.09.2010
Integrationsministerens vækstturné fortsætter
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fortsætter i denne uge sin vækstturné rundt i landet. Under overskriften 'Vækst og mangfoldighed' besøger ministeren i dag Novozymes i Bagsværd og McDonald's på Frederiksberg, og i morgen går turen forbi Vestas Wind Systems A/S i Århus og Grundfos A/S i Bjerringbro.
Besøgene sker som led i en landsdækkende virksomhedsturné, der skal sætte fokus på, hvordan mangfoldighed blandt medarbejderne kan føre til øget innovation, bedre produkter, glade medarbejdere og nye markeder.
Ministeren har tidligere besøgt Metro Cash and Carry og Leif M. Jensen A/S i Glostrup. Og i sidste uge - den 15.-16. september 2010 - besøgte ministeren Danish Crowns slagteri og ISS i Blans, Siemens Wind Power A/S i Ikast-Brande og Gartneriet PKM i Odense.
Læs mere om besøgene i Jylland og på fyn
Læs mere om besøgene i Glostrup
Læs mere om kampagnen 'Vækst og mangfoldighed'
20 virksomheder fortæller om øget vækst og merværdi
Som led i kampagnen har Integrationsministeriet i samarbejde med Foreningen Nydansker udgivet et inspirationshæfte med historier fra 20 virksomheder, der fortæller om deres erfaringer med at have en mangfoldig medarbejderstab.
Inspirationshæftet kan hentes på kampagnesitet www.nyidanmark.dk/vaekst, hvor virksomheder og andre interesserede også kan finde konkrete værktøjer og inspiration til arbejdet med mangfoldighed.