Til forsiden

Nyhed

17.09.2010

Integrationsminister på vækstturné

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech besøgte i denne uge fire virksomheder i Jylland og på Fyn. Besøgene var startskuddet på en landsdækkende virksomhedsturné, der skal sætte fokus på, hvordan mangfoldighed kan fremme væksten og konkurrenceevnen.

Turnéen blev skudt i gang torsdag med et besøg på Danish Crowns slagteri i Blans, der tæller 26 nationaliteter i medarbejderskaren. Her fik ministeren indblik i de positive erfaringer med vellykket integration – både hos Danish Crown og hos ISS, der står for rengøringen på slagteriet.


Birthe Rønn Hornbech på besøg hos Danish Crowns slagteri i Blans


”Vi gør en aktiv indsats for at tiltrække nydanske medarbejdere og for at gøre dem til ledere, fordi det ganske enkelt betaler sig på bundlinjen. Jeg kunne remse rigtig mange fordele op. Rekruttering af nydanskere foregår i høj grad via netværk, og det er en nem og effektiv måde at rekruttere på. Nydanskere er en attraktiv og meget loyal medarbejdergruppe. Så virksomheden får 120 procent igen fra nydanskerne igennem den energi, de lægger i arbejdet,” siger direktør for ISS Maarten Van Engeland.

ISS har i alt 10.000 ansatte, og over 4.000 er nydanskere fra over 130 forskellige lande.

Birthe Rønn Hornbeck på besøg hos gartneriet PKM i Odense


Senere på dagen gik turen til Gartneriet PKM i Odense. Her har man haft succes med både at ansætte nydanskere, som ikke tidligere har haft megen kontakt til arbejdsmarkedet, og med at rekruttere medarbejdere fra udlandet. 

Det har man også hos Danish Crown i Herning, som integrationsministeren lagde vejen forbi torsdag:

”Udenlandsk arbejdskraft er nødvendigt for os. For to-tre år siden var det umuligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Derfor var vi nødt til at rekruttere internationalt. Ellers havde vi måttet sige nej til ordrer. Det ville have gået ud over konkurrenceevnen,” siger fabrikschef Kaj Meldgård fra Danish Crown i Herning.

Også hos Siemens Wind Power i Brande, der har 575 internationale medarbejdere fordelt på 70 nationaliteter, var budskabet, at international rekruttering er helt afgørende for virksomheden.

”Vi er i en rivende udvikling og indtager hele tiden nye markeder samtidig med, at vi vokser i Danmark– det ville vi ikke kunne gøre uden vore internationale medarbejdere. Vores internationale medarbejdere er uundværlige for os,” siger Delegation Consultant Helle Fjord fra Siemens Wind Power.

På tirsdag og onsdag i næste uge fortsætter turneen til Vestas Wind Systems A/S, Grundfos A/S, Novozymes og McDonald’s.

Kampagnen 'Vækst og mangfoldighed'


Virksomhedsturneen er en del af kampagnen ’Vækst og mangfoldighed’, der sætter fokus på, hvordan en international medarbejderskare fører til øget innovation, bedre produkter, glade medarbejdere og nye markeder.

Som led i kampagnen har Integrationsministeriet i samarbejde med Foreningen Nydansker udgivet inspirationshæftet 'Når mangfoldighed skaber værdi', der skal synliggøre danske virksomheders positive erfaringer med en mangfoldig medarbejderstab.

Læs mere på www.nyidanmark.dk/vaekst, hvor virksomheder og andre interesserede kan finde konkrete værktøjer og gode råd om arbejdet med mangfoldighed.


 





Senest opdateret: 17-09-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre