Nyhed
11.03.2010
På mandag kåres årets nydanske kvindelige iværksætter
På mandag den 15. marts kl. 13 udnævnes årets nydanske kvindelige iværksætter. Kåringen er kulminationen på et større projekt rettet mod kvindelige iværksættere, der er støttet af Integrationsministeriet.
Momsregistrering. Risikoanalyse. Regnskabspligt. Det er ikke nemt at starte en ny virksomhed op. Og det bliver ikke nemmere af at være kvinde og have indvandrerbaggrund. På mandag den 15. marts 2010 kan du møde ti kvinder med globalt udsyn, drive og ambitioner, som har taget springet, når årets nydanske kvindelige iværksætter kåres.
Mød Isabelle som er i gang med at etablere en international børnehave. Lad Sharon fra PR bureauet 5sensesPR vække dine sanser. Hør Kerlis historie om redesign af brugt tøj, og hør Daliana fortælle om sit arbejde med at rådgive virksomheder, om hvordan de kommer ind på det globale marked.
Stor iværksætterlyst blandt indvandrerkvinder
Arrangementet er kulminationen på projekt ’Kom i gang camps’, som blev søsat i januar 2009 med støtte fra Integrationsministeriet og er den hidtil største indsats rettet mod nydanske kvindelige iværksættere. Lysten til at kunne skrive direktør på visitkortet er nemlig stor hos denne gruppe. Men mange drømme strander på manglende tilbud om sammenhængende støtte. Det viste erfaringer fra et tidligere projekt fra 2007.
Som led i projektet har mere end 300 nydanske kvinder med iværksætterambitioner derfor deltaget i et intensivt forløb, hvor de målrettet har bevæget sig fra idé til koncept, og kun de bedste er gået videre til næste fase.
10 succesrige virksomheder
Ud af oprindeligt 3oo deltagere er de 10 bedste blev udvalgt til at præsentere deres forretningsplaner over for et dommerpanel bestående af Merkur Bank, Deloitte, Think Tank Talent, Netværk af kvindelige virksomhedsejere og Væksthus Hovedstadsregionen. Forud er gået et hårdt forløb, hvor kvinderne er blevet klædt på til at tænke nyt i forhold til forretningsideer og markedsføring. De deltagere, der har udviklet de mest lovende forretningsplaner har fået rådgivning af eksperter fra erhvervslivet.
Det forventes, at minimum ti succesrige virksomheder kommer ud af projektet.
Integrationsministeriet har støttet projektet med 1,7 mio. kr. Projektet er gennemført af Københavns Erhvervscenter i samarbejde med Merkur Bank, Revisionsselskabet Deloitte, Niels Brock, Netværk af kvindelige virksomhedsejere og Væksthus Hovedstadsregionen.
Læs mere på www.q-ivaerksaettere.dk
De nominerede er
Isabelle Valentine, der er halvt fransk og halvt filipinsk, er i gang med at åbne en international børnehave i det centrale København, hvor 30 børn fra 3 til 6 år vil blive undervist på engelsk.
Stacy Townsend fra Canada tilbyder coaching rettet mod virksomheder med globalt outreach.
Chiaki Watanabe fra New York, der kombinerer videokunst, med lyd og teknologi og udbyder services inden for videoprojektion.
Daliana Duran fra Cuba rådgiver virksomheder i hvordan de bliver konkurrencedygtige på det globale marked.
Svetlana Jacobsen fra Rusland tilbyder reparation og renovering af lejligheder, huse og kontorer samt haveserviceopgaver.
Kerli Hvas fra Estland redesigner brugt tøj.
Yoko Meinertz og Erica Claure har lavet et dansk børnetøjsmærke fremstillet efter økologiske og fairtrade principper af kvinder fra Bolivia og Peru, som bruger deres traditionelle håndværk.
Andréa de Azevedo importerer og distribuerer håndværk fremstillet af kunstnere fra de brasilianske favellaer.
Hayat El. Aich har startet sit eget rengøringsfirma, der tilbyder rengøring af høj kvalitet til små erhvervskunder og til private.
Sharon Holm tilbyder PR-ydelser og rådgivning til virksomheder i Skandinavien, der har planer om at ekspandere i Europa og USA.
Program
Prisen overrækkes på Københavns Rådhus i festsalen fra kl. 13-16.
13.00 Ankomst
13.20 Velkomst v/erhvervschef Jakob Brandt
13.25 Præsentation af q-iværksættere
13.35 Københavns overborgmester, Frank Jensen, overrækker prisen ’Q-iværksætter’
14.00 Besøg af iværksætternes udstillinger
14.30 Modeshow
15.00 Besøg af iværksætternes udstillinger