Til forsiden

19.07.2010

Samarbejde med kommuner skal styrke inddragelsen af nydanske forældre i børnehaver og vuggestuer.

Integrationsministeriet har indgået samarbejde med Gladsaxe, Høje-Taastrup, Ballerup og Herning kommuner om at styrke forældresamarbejdet i daginstitutioner.

Integrationsministeriet har indgået samarbejde med fire kommuner om at styrke forældreinddragelsen af nydanske forældre i vuggestuer og børnehaver. Formålet er at udvikle metoder og redskaber til at styrke dialogen mellem daginstitution og de nydanske forældre og aktivt inddrage de nydanske forældre i deres barns udviklings- og læringsproces.

”Integration starter ved fødslen. Derfor er det afgørende, at der sættes tidligt ind over for nydanske børn, hvis vi vil sikre alle børn lige muligheder i det danske samfund. Dette mål skal nås i et samarbejde med forældrene, der skal inddrages aktivt i deres barns udviklings- og læringsproces. Derfor er jeg er glad for samarbejdsaftalen med de fire kommuner, ” udtaler integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. 

Forældrepraktik og ligeværdig dialog
De fire samarbejdskommuner er Gladsaxe Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ballerup Kommune og Herning Kommune. Fælles for de fire kommuner er, at de har et ressourcesyn på barnet og familien, og at der i projekterne arbejdes med udvikling af både pædagogernes og forældrenes praksis.

Herning Kommune vil blandt andet styrke forældresamarbejdet gennem udvikling af visuelt informations-materiale og udvikling af forældrepraktik, mens Gladsaxe Kommune sætter fokus på den ligeværdige dialog og udvikling af metoder til forældresamtaler, der skal inddrage forældrene i barnets udviklingsprocesser.

Ballerup Kommune vil styrke forældresamarbejdet gennem udvikling af pædagogernes kommunikation og dialog med de nydanske forældre, mens Høje-Taastrup Kommune bl.a. vil styrke forældresamarbejdet gennem udvikling og afprøvning af dialogbaserede redskaber til det pædagogiske personales inddragelse af de nydanske forældre. 

32 mio. kr. til en udvidet tidlig indsats for nydanske småbørn
Baggrunden for samarbejdet med de fire kommuner er, at personalet i dagtilbuddene oplever, at samar-bejdet med nydanske forældre kan være særligt udfordrende, og at der kan være behov for viden og redskaber til bedre at forstå forældrene. Samtidig er nogle nydanske forældre ikke bekendte med de normer, der er i dagtilbuddet eller de forventninger, som dagtilbuddene stiller til forældrene. 

Samarbejdet med de fire kommuner, skal derfor medvirke til at udvikle metoder og redskaber til at styrke dialogen mellem daginstitution og de nydanske forældre og aktivt inddrage de nydanske forældre i deres barns udviklings- og læringsproces.

Initiativet er en del af et samlet indsatsområde på i alt 32 mio. kr. rettet mod nydanske småbørn. Udover at styrke forældresamarbejdet i daginstitutionerne, skal sundhedsplejens rolle også styrkes og være medvirkende til, at socialt udsatte nydanske forældre støttes med viden og redskaber, der sætter dem i stand til at fremme deres barns trivsel, sociale læringsproces samt dansksproglige udvikling. Initiativet løber i perioden 2010-2013.  



Senest opdateret: 19-07-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration