Til forsiden

Ugens tal

07.07.2010

Kvindelige efterkommere overhaler mændene i andel beskæftigede

Efterkommerkvinder fra ikke-vestlige lande har nu for første gang en højere beskæftigelsesfrekvens end efterkommermænd. Det viser nye tal fra Integrationsministeriets Udlændingedatabase.

Beskæftigelsesfrekvensen blandt kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande i den erhvervsaktive alder (16-64 år) er i dag højere end blandt mandlige efterkommere. Hvor 64,6 pct. af kvinderne i dag er i beskæftigelse, er tallet for mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande 64,2 pct. (se tabel 1). Kvinderne har dermed for første gang overhalet mændene.

Tabel 1: Beskæftigelsesfrekvensen for efterkommere fra ikke-vestlige lande i den erhvervsaktive alder (16-64 år) fordelt på køn, pr. 1. januar 2009
Der er formentlig flere forklaringer på udviklingen. De kvindelige efterkommere har i højere grad end mændene gennemført en videregående uddannelse, og kvinderne er også i større omfang beskæftiget i brancher, der er mindst konjunkturfølsomme.


Flere efterkommerkvinder gennemfører en videregående uddannelse


I 2009 havde 26 pct. af kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande i alderen 25-64 år gennemført en videregående uddannelse. Den tilsvarende andel blandt de 25-64-årige mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande var på 20 pct.

Andelen af efterkommerkvinder, der har en videregående uddannelse, er steget kraftigt siden 2001, hvor den lå på 16 pct. Også andelen af mandlige efterkommere, der har gennemført en videregående uddannelse, er steget siden 2001, hvor den var 18 pct., men stigningen har været mindre end blandt de kvindelige efterkommere.

Læs mere om udviklingen i efterkommerkvinders og -mænds uddannelse

Store brancheforskelle blandt efterkommere


Efterkommerkvinders højere beskæftigelsesfrekvens kan desuden muligvis forklares ved, at kvinderne i højere grad end mænd er ansat i offentlige institutioner som skoler, hospitaler og plejehjem.

Mænd er derimod oftere beskæftiget i virksomheder, der typisk hører til den private sektor, så som bygge- og transportvirksomheder, hoteller og restauranter. Det fremgår af tabel 2 nedenfor, som viser antallet af beskæftigede efterkommermænd og -kvinder fra ikke-vestlige lande i seks udvalgte brancher.

Tabel 2: Brancheforskelle blandt efterkommere fra ikke-vestlige lande i den erhvervsaktive alder (16-64 år) fordelt på køn, pr. 1. januar 2008 (antal beskæftigede personer)





Senest opdateret: 07-07-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre