Til forsiden

Nyhed

25.08.2010

Bliv opdateret på de nye muligheder i repatrieringsloven

Dansk Flygtningehjælp og Integrationsministeriet tilbyder i september fire regionale temamøder om de nye lovændringer i repatrieringsloven med fokus på muligheder, regler, rådgivning, aktører og sagsgang. Møderne afholdes i perioden fra 8. til 23. september 2010 i Helsingør, Vejle, Viborg og Kalundborg.

Tidligere i år har Folketinget vedtaget en række forbedringer af repatrieringsloven.

En af de største ændringer er en betydelig forhøjelse af støttebeløbene, når en flygtning eller indvandrer frivilligt og varigt vender tilbage til hjemlandet. Samtidig er gruppen af flygtninge og indvandrere, som er omfattet af loven, udvidet. Der er desuden foretaget justeringer vedrørende reintegrationsbistanden, som er en månedlig pensionslignende ydelse. Sidst men ikke mindst er der indført 100 pct. statslig refusion af kommunens udgifter til hjælp til repatriering og reintegrationsbistand.

Alle disse ændringer har betydet, at et stigende antal flygtninge og indvandrere ønsker at undersøge mulighederne for at vende tilbage til deres oprindelige hjemland som et realistisk alternativ til den tilværelse, de aktuelt lever i Danmark.

Antallet af deciderede repatrieringssager har også været støt stigende henover foråret og må forventes at stige yderligere efterhånden, som ændringerne i lovgivningen bliver bedre og bedre kendte.

Både kommunerne og Dansk Flygtningehjælp mærker i høj grad efterspørgsel fra borgerne efter rådgivning og vejledning om repatriering, og Dansk Flygtningehjælp og Integrationsministeriet/Integrationsservice oplever tilsvarende en øget efterspørgsel fra kommunale sagsbehandlere efter information om lovgivningen på området og på den kommunale behandling af ansøgninger efter repatrieringsloven.

I foråret gennemførte Dansk Flygtningehjælp og Integrationsministeriet/Integrationsservice en Danmarksturné for kommunale sagsbehandlere og medarbejdere. På turneens syv møder deltog over 140 medarbejdere fra 46 af landets kommuner.

Erfaringerne fra møderne viser, at nogle kommuner allerede har en vis erfaring i at yde rådgivning om og behandle repatrieringssager, mens man i andre kommuner ikke har haft forespørgsler vedrørende repatriering længe.

Det er vigtigt, at kommunale medarbejdere, som kommer i berøring med borgere, der er omfattet af repatrieringslovgivningen, har basiskendskab til mulighederne i lovgivningen, men herudover bør der være medarbejdere i den enkelte kommune, som har et mere detaljeret kendskab til selve sagsbehandlingen i repatrieringssager og den dertilhørende rådgivning.

Endelig ønsker nogle kommuner måske at få drøftet og formuleret en strategi for en samlet indsats i forhold til repatriering - herunder ikke mindst afklaring af borgerne - og at igangsætte aktiviteter eller samarbejde med andre kommuner og aktører på området.

Med fokus på de nævnte ting igangsættes en ny Danmarksturné i september. Turneen henvender sig først og fremmest til de kommuner, som ikke har deltaget på møderne i foråret, men møderne er naturligvis også åbne for kommuner, der ønsker at flere medarbejdere opdateres med information og viden om repatriering.

Program for informationsmøderne følger sammen med praktiske oplysninger vedrørende tid og sted for samt tilmelding til møderne.
 

Program

  • Velkomst v./Dansk Flygtningehjælp & Integrationsservice
  • Repatriering som muligt og realistisk alternativ til tilværelsen i Danmark
  • Afklaring giver bedre integration
  • Ændringer af repatrieringsloven v./Anne Louise Laurberg, fuldmægtig i Integrationsministeriet
  • Lovens formål, personkredsen, repatrieringsstøtte og reintegrationsbistand
  • Rådgivning, sagsforløb og samarbejde med kommunerne v. Dansk Flygtningehjælp
  • Styrkelse af repatrieringsindsatsen i kommunerne v/ Integrationsservice og Dansk Flygtningehjælp
  • Det fremtidige fokus på repatriering - præsentation af efterårets forskellige workshops og temamøder
  • Ministeriets pulje 'Styrkelse af repatrieringsindsatsen' – Støttede projekter

Praktiske informationer

Helsingør den 8. september 2010: Mødet finder sted på Jobcenter Helsingør, Birkedalsvej 27 3000 Helsingør i tidsrummet 12.30-15.30 med en frokostsandwich fra kl. 12.30-13.00

Vejle den 9. september 2010: Mødet finder sted på Vejle Jobcenter, Havneparken 16c, 7100 Vejle i lokale 1:34b i tidsrummet kl. 12.30-15.30 med en frokostsandwich fra kl.12.30-13.00

Viborg den 13. september 2010: Mødet finder sted på Sct. Ibsgården (i det gl. cafeteria), Søvej 2, 8800 Viborg i tidsrummet kl. 12.30-15.30 med en frokostsandwich fra kl.12.30-13.00

Kalundborg den 23. september 2010: Mødet finder sted på Sprogcenter Kalundborg, Elmegade 19, 4400 Kalundborg i Fællessalen i tidsrummet kl. 12.30 - 15.30 med en frokostsandwich fra kl.12.30-13.00

Tilmelding kan ske til Else-Marie Ringgaard, Integrationsservice, tlf.: 21 67 82 86, emr@inm.dk, senest 2 dage før afholdelsen af det møde, du ønsker at deltage i.





Senest opdateret: 25-08-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre