Fra ministerkalenderen
19.05.2009
Jobpakker får nydanskere i arbejde
- Vi har sammen skabt noget nyt, der virkelig har været en succes, sagde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech på en konference, der afsluttede projekt VIP2. Med udgangspunkt i virksomhedernes konkrete behov for arbejdskraft har projektet med succes udviklet og afprøvet brugen af såkaldte 'jobpakker', som har fået ledige nydanskere væk fra passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet.
På en konference den 18. maj 2009 præsenterede arrangørerne DA, LO og KL resultaterne af et samarbejde, der tog sin begyndelse i december 2006, da regeringen, arbejdsmarkedets parter og KL indgik en ny fire-partsaftale om bedre integration på arbejdsmarkedet.
Som led i aftalen har DA, LO og KL i samarbejde med fem kommuner udviklet og afprøvet brugen af jobpakker – dvs. sammenhængende forløb, der gennem f.eks. sprogundervisning, virksomhedspraktik og praktiske kurser opkvalificerer ledige nydanskere til at kunne varetage et specifikt job i en virksomhed. Det kan eksempelvis være som køkken- og kantinemedarbejder, produktionsmedarbejder i industrien, bus- og lastbilchauffør eller lagerarbejder.
Grundtanken i projektet har været, at kommunerne skal tage udgangspunkt i virksomhedernes konkrete behov for arbejdskraft og på den baggrund tilrettelægge kursusforløb, der afklarer ledige nydanskeres kompetencer og kvalificerer dem til arbejdsmarkedet.
Tilfredse med projektets resultater
Og Ifølge DA's direktør, Henrik Bach Mortensen, er projektets samarbejdspartnere tilfredse med resultaterne af projektet:
"VIP2 har været en stor succes. Vi har næsten fundet de vise sten med projektet. For jobpakker er meget effektive til at få de indvandrere, der ellers er svære at få i arbejde, i job", sagde Henrik Bach Mortensen med henvisning til, at det i projektperioden er lykkedes at etablere 313 jobpakkeforløb, og få 117 ledige nydanskere med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet på grund af manglende faglige og sproglige kompetencer i ordinær beskæftigelse.
Han understregede samtidig, at udfordringen nu består i at få kommunerne til at bruge projektets erfaringer.
Succesen forpligter
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kvitterede for projektets gode resultater og ikke mindst projektets metode, der ligger vægt på de ledige nydanskeres individuelle kompetencer.
"Man skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske, og hvad det kan, og ikke hvad det ikke kan. Man skal så at sige få den enkelte til at tro på, at han eller hun kan mere, end deres mor tror”, sagde integrationsministeren og understregede, at det sværeste arbejde ligger forude:
"De senere år er der sket fremskridt på alle integrationsområder, og jeg føler, at der er et godt og nært samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter om integrationen. Men succesen forpligter. Det sværeste er nu tilbage. De tunge nydanskere, der har svært ved at komme i arbejde, skal nu også ud på arbejdsmarkedet", sagde Birthe Rønn Hornbech og opfordrede kommunalpolitikerne til at trække i arbejdstøjet:
"Meget afhænger nu af kommunerne og af kommunalpolitikerne, der skal turde, ville og gøre noget for at få de sidste nydanskere i arbejde. Det vil være fint, hvis det i den kommende kommunale valgkamp bliver et parameter, hvor mange indvandrere der er kommet i arbejde ude i kommunerne."
Fakta om VIP2-projektet
På baggrund af fire-partsaftalen om bedre integration, der blev der indgået mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og de kommunale parter i december 2006, igangsatte DA, LO og KL VIP2-projektet i april 2007.
Formålet med projektet var at afprøve metoder til integration på arbejdsmarkedet, som indgår i den såkaldte trappemodel (trinvis integration gennem bl.a. danskuddannelse, opkvalificering, brug af mentorer og virksomhedspraktik/løntilskud), herunder brugen af jobpakker – dvs. sammenhængende forløb, der sigter mod en bestemt jobfunktion.
Projektet er gennemført i samarbejde med kommunerne i Fredensborg, Gladsaxe, Slagelse, Aabenraa og Århus.
DA, LO og KL forsætter med at formidle projektets erfaringer frem til den 30. september 2009. Integrationsministeriet har støttet projektet med ca. 4 mio. kr.
Læs mere om projektet på VIP2.dk
Læs mere om jobpakker her