Til forsiden

Fra ministerkalenderen

27.05.2009

Idræt er integration

Under sloganet 'idræt er integration' satte Danmarks Idrætsforbund i dag fokus på idræt i udsatte boligområder til konferencen Get2Sport. På konferencen udveksledes deltagerne blandt andet erfaringer om idræt og integration i udsatte boligområder. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech holdt et oplæg på konferencen.

Sport er integration. I idrætsforeningerne bliver børnene indført i en verden af leg, respekt, disciplin og stræbsomhed. De møder venner og en sociale netværk – og det kan åbne muligheder i forhold til fritid, job og uddannelse.

Men sportens potentiale kan udnyttes endnu bedre. Det er grundtanken for Get2Sport-projektet hos DIF, som i dag var vært for en konference. Her var formålet at diskutere og lære af projektets erfaringer med at styrke idrætsforeninger i socialt udsatte områder – hvor det kan være svært at kombinere frivillige kræfter med den tunge opgave at lave integrationsarbejde samtidig.

Derfor skulle en af workshopperne på konferencen handle om at klæde de frivillige på til arbejdet med integration. En anden workshop handlede om erfaringerne fra Malmö, hvor den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic har sin fortid i Rosengården, et boligområde med mange nysvenske beboere. Derudover bød konferencen bl.a. på indlæg fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og chefpolitiinspektør Per Larsen, der taler om idræt og forebyggelse.

Get2sport har fokus på at støtte og integrere vanskeligt stillede børn og unge. Indsatsen støttes af Integrationsministeriet og to andre ministerier.

Udover Get2Sport støtter integrationsministeriet også en række andre initiativer, der skal styrke rekrutteringen til foreninger og idrætsliv. Integrationsministeriet har bl.a sammen med to andre ministerier finansieret en ordning, hvor foreninger kan søge støtte til kontingenter for børn af vanskelligt stillede forældre. Det har over 14.000 børn – herunder 40 pct. piger – haft gavn af siden 2006.

Derudover har Integrationsministeriet støttet udvikling af foreningsguider, der nærmest bogstaveligt tager nydanske børn i hånden og med ned i foreningerne. Ministeriet yder også hjælp til foreninger, der vil ansætte professionelle medarbejdere til bedre at kunne modtage etniske minoriteter. Dertil kommer støtte til leder-træner-uddannelser og til specialforbund som Dansk Basketballforbund og Dansk Cricketforbund til at udvide deres tilbud i udsatte boligområder.





Senest opdateret: 27-05-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre