Til forsiden

Praktiske oplysninger



Alarm

I akutte og livstruende situationer som ulykker, brand, overfald og akut sygdom: Ring 112.

Apoteker

På apoteker kan du købe medicin på recept og håndkøbsmedicin. En række supermarkeder og tankstationer sælger visse former for håndkøbsmedicin som for eksempel smertestillende midler og midler mod hoste.

Apotekerne har åbent mellem kl. 9 og kl. 17.30 på alle hverdage undtagen lørdag, hvor de fleste lukker kl. 13 eller kl. 14.

Apotekerne har derudover døgnåbent på skift. Hvilke apoteker der har døgnåbent, kan du få at vide ved at ringe til det nærmeste apotek eller via hjemmesiden www.sundhed.dk.

Du skal betale et gebyr for at købe medicin uden for normal åbningstid.

Banker

Bankerne har åbent fra kl. 10 til kl. 16 mandag, tirsdag, onsdag og fredag. Torsdag er der længere åbent, enten til kl. 17.30 eller kl. 18.

Mange banker har pengeautomater, hvor det er muligt at hæve penge med Dankort og kreditkort.

Biblioteker

Alle kommuner har biblioteker, hvor det er gratis at låne bøger, cd¤er og videofilm, og hvor det er muligt at få adgang til internettet.

De fleste hovedbiblioteker har åbent mellem kl. 10 og kl. 19 på hverdage, dog kun mellem kl. 10 og kl. 13 eller kl. 14 om lørdagen. Lokalbibliotekerne har som regel kortere åbningstider.

Se åbningstiderne for dit lokale bibliotek på kommunens hjemmeside.

Borger.dk

Borger.dk er en portal om de offentlige myndigheder i Danmark. Her kan du finde oplysninger om alle offentlige myndigheder, og om hvad de har ansvar for. Du kan også få at vide, hvad du selv kan gøre, og hvem du skal kontakte for at få mere at vide. Der er mange muligheder for selvbetjening, for eksempel hvis du skal melde flytning eller finde nærmeste læge eller apotek.

Butikker

Alle butikker må holde åbent fra mandag morgen klokken 6 til lørdag eftermiddag klokken 17 Butikkerne skal som hovedregel holde lukket på søndage, helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og efter klokken 15 nytårsaftensdag. Dog må butikker med en lille omsætning gerne holde åbent både søndage og helligdage.

Alle butikker må derudover holde åbent seks søndage om året. To af søndagene skal ligge i juli eller august. Ud over de seks søndage må butikkerne holde åbent hver den første søndag i måneden samt alle søndage i december før juleaftensdag.

De fleste mindre butikker har åbent fra mandag til torsdag mellem kl. 10 og kl. 18. De har lidt længere åbent fredag og lukker tidligt om lørdagen. Mange store supermarkeder og varehuse har åbent fra kl. 8 eller kl. 9 om morgenen til kl. 20 eller kl. 21 om aftenen.

Museer

Der findes omkring 850 forskellige museer og samlinger over hele landet. 140 museer er statslige eller får tilskud fra staten. Nogle tager entré, men børn og unge under 18 år har gratis adgang til alle de statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Voksne har også gratis adgang til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst og enkelte andre museer har gratis adgang på udvalgte dage.

De danske museer omfatter de store nationale museer for kunst og historie, men også mindre museer for lokalhistorie og særlige temaer som for eksempel søfart, handel eller fiskeri. Der findes også særlige fængselsmuseer og museer for lægekunst og medicin, legetøj, chokolade, cykler, kartofler og flaskeskibe.

Se mere om museer på www.borger.dk under "Kultur og fritid".

Offentlige kontorer

De fleste offentlige kontorer har bestemte telefontider og tider for personlig henvendelse. Mange har lidt længere åbent om torsdagen og lukker tidligt om fredagen. Kommuner, regioner og ministerier har hjemmesider med information og mulighed for selvbetjening.

Se www.borger.dk.

Offentlig trafik

Danmark har et udbygget net af offentlig trafik, både på landsplan og lokalt. Det er muligt at købe månedskort og rabatkort til både busser og tog. Spørg på togstationer, rutebilstationer eller i kommunen, hvis du vil vide mere. Eller se på hjemmesiden www.rejseplanen.dk.

Post

Nogle kiosker sælger frimærker, men ellers sælges frimærker på posthuse. Posthusene ekspederer breve, pakker og indbetalinger til ind- og udland. Du kan også give besked om adresseændring på det lokale posthus. Desuden er det muligt at bestille billetter til blandt andet teaterforestillinger, koncerter og sportsarrangementer på posthusene.

Breve til både ind- og udland skal lægges i en af de røde postkasser, som findes mange steder over hele landet. På postkassen kan du se, hvornår den tømmes.

De lokale posthuse har forskellige åbningstider, men de fleste har åbent på hverdage mellem kl. 9.30 og kl. 17. Torsdag til kl. 17.30. Lørdag til kl. 13.

www.postdanmark.dk kan du se postnumre og alle postkontorers åbningstider.

Telefon

Telefonautomater findes på mange offentlige steder. Herfra kan du ringe med enten mønter eller med særlige betalingskort, som kan købes i kiosker og posthuse.

Alle lokalområder har en lokal telefonbog, som omdeles til alle husstande. Den indeholder foruden telefonnumre en række praktiske oplysninger om kommunen, lægevagten, politi, foreninger, museer, kort over lokalområdet og "de gule sider" med oplysninger om erhvervsdrivende i området.

Du kan også finde telefonnumre via "oplysningen" på telefonnummer 118 eller på for eksempel hjemmesiderne www.degulesider.dk, www.krak.dk eller www.eniro.dk.





Senest opdateret: 09-01-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration