Til forsiden

Kort programbeskrivelse

Etniske minoritetskvinder er en vigtig faktor, når det handler om integration. Flere undersøgelser har således vist, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det også børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet. Efter aftale med satspuljeordførerne gennemfører regeringen derfor Kvindeprogrammet: Nydanske kvinders ressourcer i fokus.

Kvindeprogrammets overordnede formål er at bidrage til, at flere etniske minoritetskvinder bliver aktive medborgere i det danske samfund. Der ydes støtte til initiativer på fire nærmere afgrænsede indsatsområder:

  • Styrkelse af beskæftigelsen efter Gribskov-modellen
  • Grundforløbpakker i erhvervsuddannelserne
  • Styrkelse af integrationsindsatsen i medborgercentre og biblioteker
  • Integration af mødre og deres børn gennem Projekt Bydelsmødre

Initiativerne bygger på kvindernes egne ressourcer

Et fællestræk for de fire initiativer er, at de bygger videre på de ressourcer, kvinderne allerede har, og på forskellig vis forbedrer kvindernes muligheder for at være aktive medborgere i det danske samfund.

Initiativerne skal udmøntes gennem nogle få, større projekter

Det er tanken, at de fire initiativer for etniske minoritetskvinder med fordel kan udmøntes som modelprojekter, der etableres flere steder og samarbejder om projekt- og metodeudvikling mv. Projekterne må gerne gå på tværs af de fire initiativer. De projekter, der viser sig at give gode resultater, skal inspirere til lignende indsatser andre steder i landet.

Læs mere om de enkelte initiativer i den samlede programbeskrivelse, hvor det også fremgår, hvornår der er ansøgningsfrist for projekterne.

Integrationsministeriet håber, at der kommer mange spændende forslag til projekter, som vil bidrage til, at flere etniske minoritetskvinder i Danmark anvender deres ressourcer og dermed kan give deres børn en bedre fremtid.

Et overblik

Det vil være muligt at ansøge om støtte til projekter, som ligger inden for rammerne af de fire initiativer.

Du kan læse mere om de fire initiativer i den samlede programbeskrivelse

Initiativ 1: Styrkelse af beskæftigelsen efter Gribskov-modellen

Indhold

Gribskov-modellen skal afprøves inden for flere brancher, hvor virksomhederne fortsat har behov for ufaglært arbejdskraft. Målet er at få flere ufaglærte etniske minoritetskvinder i beskæftigelse. I Gribskov-modellen deltager ledige etniske minoritetskvinder i et intensivt oplæringsforløb og er garanteret job, når de har samlet point nok. Hver arbejdsopgave, der løses tilfredsstillende efter branchens gældende standarder, udløser et bestemt antal point.

Målgruppe

Ufaglærte etniske minoritetskvinder

Ansøgningsfrist

28. marts 2011 kl. 24.00.

Initiativ 2: Grundforløbpakker i erhvervsuddannelserne

Indhold

På erhvervsskoler udvikles og afprøves grundforløbspakker for etniske minoritetskvinder inden for erhvervsuddannelser, hvor der fortsat er gode beskæftigelsesmuligheder. Grundforløbspakkerne er særligt tilrettelagte grundforløb, der bygger på en afklaring af kvindernes faglige, sproglige og personlige kompetencer. Grundforløbspakkerne er tidsmæssigt fleksible.

Målgruppe

Etniske minoritetskvinder, der ønsker en erhvervsuddannelse inden for udvalgte fag, hvor der fortsat er gode beskæftigelsesmuligheder

Ansøgningsfrist

28. marts 2011 kl. 24.00.

Initiativ 3: Styrkelse af integrationsindsatsen i medborgercentre og biblioteker

Indhold

I udsatte boligområder skal medborgercentres og bibliotekers integrationsindsats styrkes. Medborgercentrenes og bibliotekernes aktiviteter skal nå isolerede etniske minoritetskvinder og styrke deres deltagelse i det omkringliggende samfund. Bibliotekerne og medborgercentrene kan bl.a. tilbyde mentorordninger og bydelsmødreprojekter, IT-undervisning og IT-hjælp, uformel læring og empowerment, uformel sprogtilegnelse, kulturformidling og kulturbro samt borgerforum. I 2011 lægges der især vægt på projekter med modelkarakter.

Målgruppe

Etniske minoritetskvinder, der bor i udsatte boligområder, og som lever isoleret fra det danske samfund.

Ansøgningsfrist

28. marts 2011 kl. 24.00.

Initiativ 4: Integration af mødre og deres børn gennem Projekt Bydelsmødre

Indhold

Bydelsmødre skal sikre, at mødre med etnisk minoritetsbaggrund og bopæl i udsatte boligområder får større lyst til at blive aktive medborgere i det danske samfund. Bydelsmorprojekter henvender sig især til to grupper af nydanske kvinder: Den ene gruppe (bydelsmødrene) er kvinder, som har lyst og mulighed for at hjælpe andre kvinder. Den anden gruppe (de besøgte kvinder) er uden for arbejdsmarkedet og har typisk ikke et stort socialt netværk.

Bydelsmødrene gennemfører først et intensivt kursusforløb. De bliver bl.a. undervist i danske samfundsforhold, børneopdragelse, rettigheder og pligter i samfundet, sundhed og kost. Herefter begynder de at tage på regelmæssige hjemmebesøg hos andre kvinder, hvor de fortæller om de ting, de har lært på kurset.

Målgruppe

Mødre med etnisk minoritetsbaggrund i udsatte boligområder

Ansøgningsfrist

28. marts 2011 kl. 24.00.

Du kan læse mere om de fire initiativer i den samlede programbeskrivelse



Senest opdateret: 07-01-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre