Kommuner styrker fastholdelsen
Hvis tiden falder lang, og familien ikke trives, er det svært at holde på de udenlandske arbejdstagere. Samtidig er engelsksproget information på kommunale hjemmesider ofte en mangelvare. Det er den erfaring syv kommuner har indhøstet – og gjort noget ved – i projektet ’Welcome to’.
”Vi danskere er ikke et folkefærd, der automatisk åbner armene og byder folk ind i vores hjem. Der skal en anledning til”. Ordene er Dansk Arbejdsgiverforenings projektleder Finn Rasmussens. Årsagen er års erfaring med udenlandske arbejdstageres ofte alt for hurtige vej ind og ud af det danske arbejdsmarked. Manglende sociale netværk og en følelse af ikke at være velkommen er blandt grundene til den hurtige afrejse.
Det satte DA, LO , KL og syv kommuner, med støtte fra Integrationsministeriet, sig i 2008 for at gøre noget ved, og i oktober samme år blev ’welcometo.dk’ skudt i gang.
”Målet med projektet er helt konkret at gøre det lettere for arbejdstageren og dennes familie at etablere sig i Danmark. Tag for eksempel skoleområdet, der er vigtigt for mange nytilflyttere. I dag kan man som immigrantfamilie finde beskrivelser af det danske skolesystems opbygning på Integrationsministeriets hjemmeside, men det er de færreste kommuner, der har engelsk information liggende om, hvilke skoler der tilbydes lokalt, hvordan man søger ind osv. Det lokale brugsniveau mangler. Det er en af de ting, vi forsøger at rette op på.”
Endelig fri – hvad så?
Udgangspunktet har været de behov, de enkelte deltagerkommuner har påpeget. Her har engelskbaseret myndighedskontakt samt sprog- og kulturundervisning været blandt fokusområderne. Og takket være stor imødekommenhed fra lokale kulturinstitutioner, sprogcentre og virksomheder er rigtig meget lykkedes i løbet af de snart to et halvt år, der er gået. Det punkt der dog har vist sig vigtigst – og sværest – er familiens trivsel og fritiden efter arbejde. Finn Rasmussen:
”Det kniber lidt der, hvor der ikke rigtig er nogen, der har et ansvar. Nemlig i forhold til hvad man skal lave, når arbejdsdagen er slut. Hvordan går man fra rollen som turist til rent faktisk at blive del af det danske samfund? Især hvis man ankommer som familie, hvor den ene går hjemme, kan det være svært, for danskere er jo ikke mennesker, der bare sidder derhjemme.”
Her har foreningslivet vist sig som en af nøglerne. Modelkommunerne har etableret internationale klubber, biblioteksarrangementer, internetportaler og i nogle tilfælde fritidsguider, der kan hjælpe familien ind i de lokale sportsklubber og foreninger.
”Vi kan ikke sørge for, at folk får danske venner. Det er jo en kemi, der skal opstå af sig selv. Men vi kan facilitere muligheden for mødet på tværs af de kulturelle og sproglige forskelle.”
Og det er ofte ikke meget mere, der skal til, påpeger Finn Rasmussen:
”Det er jo ressourcestærke borgere, vi har med at gøre. Vi skal ikke nurse dem, men snarere gøre dem opmærksomme på de muligheder, de har. Så er de i stand til selv at agere.”
De højtuddannede bliver
Projektet er stort set forløbet som planlagt på trods af krisetid og sparerunder.
”Vi har gjort os mange erfaringer, som vi nu er ved at samle i vejledningspjecer. Desuden har finanskrisen medført ændringer i den udenlandske fagsammensætning, siden vi begyndte i 2008. Tidligere dominerede bygnings- og anlægsarbejdere – der altid rejser meget og derfor ikke efterspørger den store integration. I dag er det derimod de højtuddannede medarbejdere, der typisk ansættes over længere perioder, der er på vej frem. Og jo længere opholdet, des vigtigere trivslen.”
For yderligere oplysninger kontakt projektleder Finn Rasmussen, DA, telefon: 33 38 92 96, e-post: fir@da.dk.
Welcometo.dk…… er et initiativ mellem DA, KL og LO samt syv kommuner, der skal udvikle metoder til at fastholde udenlandsk arbejdskraft i Danmark.
… fokuserer især på myndighedskontakt, arbejdspladskultur, familietrivsel og sprog- og kulturtilegnelse.
… er også en hjemmeside, hvor de involverede parter videndeler med foreninger, organisationer, virksomheder og andre kommuner.
… er støttet med 3,8 millioner af Integrationsministeriet. … startede i oktober 2008 og løb frem til 31. marts i år (Undtagen Ringkøbing-Skjern Kommune, der fortsætter en del af indsatsen et år mere med støtte fra Integrationsministeriet).
KILDE: WELCOMETO.DK
|
Udenlandske medarbejdere i Danmark Antallet er steget fra 33.000 i 2008 til 41.500 i 2010. 88% mener godt familieliv er meget vigtigt for deres ophold i Danmark.
46% medbringer ægtefælle.
69% finder det svært at få danske venner.
77% mener der mangler pjecer på engelsk, der forklarer det offentlige bureaukrati.
47% bliver længere end oprindeligt planlagt. KILDE: EXPAT STUDY 2010. |