Klædt på til Danmark

På gulvet sidder 20-30 sorthårede mænd, kvinder og børn på rækker. Nogle i jeans og sweatshirt. Andre i kjortel og med en rød plet mellem øjenbrynene. Alle sidder med benene over kors. På nær en gammel mand – han har ingen fødder.

En for en bliver de kaldt op til et Danmarkskort og bedt om at pege på den kommune, de om mindre end en måned kan kalde deres hjem. En ældre kvinde i rød sari skal til Bornholm. Da det går op for hende, at det er en lille ø langt fra fastlandet, forvandles hendes ansigtskulør til askegrå, og hun kigger stille ned for sig.

”Jamen, hvad nu hvis der kommer en tsunami?”

Kvinden er flygtning fra Bhutan og skal om mindre end tre uger tage hul på en ny tilværelse i Danmark. Ligesom de andre i undervisningslokalet har hun aldrig set havet før.

Vi er i Damak, Nepal – et af verdens fattigste lande, hvor op mod hver tredje indbygger lever under fattigdomsgrænsen. Damak er samtidig et område, der huser over 80.000 FN-flygtninge fra Bhutan. Og som nu udgør scenen for en af de største koordinerede genbosætningsindsatser, verden hidtil har været vidne til. 40.000 kvoteflygtninge er allerede rejst ud – de fleste til USA, men også omkring 300 til Danmark. Og hver måned løser 1.000 nye billet ind til en ny tilværelse.

Om mindre end en måned uger skal 171 af dem til Danmark. Inden da skal de på et kursus, der klæder dem på til mødet med deres nye land.

20 år i limboland

Hver morgen kl. 8 – hvis tågen tillader det – ankommer kursisterne med hvide FN-busser fra en af de tre flygtningelejre, der ligger uden for Damak. Her bor de i ens, små stråhytter placeret med få meters afstand i snorelige rækker. Køkkenet er et åbent ildsted, og der er hverken elektricitet, indlagt vand eller varme. Midt i lejren ligger der en sundhedsklinik og en FN-skole. En gang om ugen kommer FN-lastbilen med fødevarer, og hver familie stiller sig i kø for at afhente sin ugentlige ration af ris og grøntsager.

Sådan har de boet siden 1992, hvor mange flygtede, fordi de som etniske nepalesere blev udsat for chikane af den bhutanesiske sikkerhedstjeneste og frygtede at blive anholdt. Siden har lejren i Damak været deres hjem – men kun på lånt tid. Selv om de måtte forlade Bhutan, fordi de som etnisk nepalesere blev opfattet som en ’kulturel trussel’, anerkender Nepal dem nemlig ikke som ægte nepalesere.

Toiletter, integrationsprogram og demokrati

Oppe ved tavlen i undervisningslokalet står en høj, skaldet mand.

”Sådan bor man i en lejlighed,” opsummerer han en længere forklaring på, hvilken boform bhutaneserne kan forvente at stifte bekendtskab med ved ankomsten til Danmark, mens han med en tusch tegner omridset af en toetagers bygning på whiteboardet. Flygtningene følger ham med store øjne.

Sammen med et team af medarbejdere fra Integrationsministeriet, Udlændingeservice og tre sprogcentre er Boy Wind, der til daglig arbejder med modtagelse af nyankomne i Nyborg Kommune, i Nepal for at undervise kvoteflygtningene.

De næste fem dage bliver flygtningene taget gennem et tætpakket program. På skemaet står – udover danskundervisning – en introduktion til alle de ting, man behøver for at kunne starte en ny tilværelse op i Danmark. Lige fra en brugsanvisning på et vestligt toilet over integrationsprogrammet til demokrati, ytringsfrihed og opholdsregler. Et emne går dog igen som den røde tråd: Vejen til det første job.

Kunsten af bage brød

En projektor kaster et billede op på væggen af et dansk køkken med køleskab og ovn. Kvinderne kigger vantro, da de hører, hvordan man bager brød i Danmark. De plejer at tænde et bål og lave fladbrød på en pande over ilden, forklarer de.

”Husk I må ikke stege brød direkte på kogepladerne i Danmark,” advarer Jakob Glynstrup, der er leder af delegationen og med som repræsentant for Udlændingeservice.

De kommende dage bliver flygtningene for første gang konfronteret med de mange nye ting, der om få uger bliver en del af deres hverdag: Køleskabe, frysere, støvsugere, radiatorer, affaldssortering, dankort, trafiklys, fodgængerfelter, cykelstier.

”Vil der være nogen i Danmark til at gennemgå det hele med os en gang til?” spørger en ældre Gandhi-lignende mand med tykke briller. Han ånder lettet op, da han hører, at der venter en kommunal integrationsmedarbejder i den anden ende.

Vil trampe hen over mig

I ugens løb bliver flygtningene også introduceret til dansk kultur, normer og værdier. Nogle ting reagerer de ikke på, mens andre får dem til at spærre øjnene op. Billeder af bøsser og lesbiske, der kysser, udløser forlegne fnis og latter. Konceptet ’en vuggestue’ derimod bliver mødt med rynkede bryn: ”Hvis jeg var en mor, ville jeg foretrække at være sammen med mit barn frem for at overlade det til fremmede,” forklarer en ældre mand. En ung mand udtrykker bekymring for, om han vil kunne regne med at få fri fra sit arbejde i 13 dage i forbindelse med dødsfald i familien – en udbredt hinduskik. Da han hører om de danske traditioner for fri i forbindelse med begravelser, ser han lettere chokeret ud.

En anden mand er usikker på, om man må have flere koner i Danmark. ”Jamen, hvad hvis den første er barnløs?” lyder hans indvending, da han hører, at man i Danmark har en kone ad gangen. Og da delegationslederen understreger, at det i Danmark er forbudt og kan have alvorlige konsekvenser at slå sin kone eller sine børn, ser en mand i 50’erne opgivende ud: ”De vil trampe hen over mit hoved,” sukker han.

Klar parat til Danmark

Den sidste dag på kurset tager bhutaneserne og danskerne hinanden i hånden og danser ’Åh boogie woogie woogie’ på gårdspladsen foran undervisningslokalet. Der er mindre end 14 dage til den første gruppe skal af sted. De fleste virker glade og forventningsfulde– måske lige på nær de ældre.

”De gamle er stadig bange, men kurset har helt sikkert gjort dem mere trygge. Nu ved de, at de kan dyrke deres religion. At der er love og regler. Og at der er nogle, som vil tage imod dem og tage sig af dem,” siger en ung mand i 20’erne. Egentlig ville han gerne have været til Norge, hvor han har familie. Men da Norge ikke tager imod kvoteflygtninge mere, er han i stedet blevet genbosat i Vesthimmerland.

En ung mand i 30’erne, der skal til Sønderborg, kan næsten ikke vente med at skulle sætte øjne på sit nye land:

”Alt det med, hvor meget bagage man må tage med, og hvordan man tjekker ind, havde jeg allerede læst. Men nu ved jeg også, hvordan man opfører sig, og hvordan man søger arbejde, så jeg føler mig helt sikkert mere parat til at tage af sted. ”

Flygtningene ankom til Danmark i perioden den 25. januar-15. februar 2011. De er nu genbosat i deres nye kommuner og i gang med integrationsprogrammet.